100.000 til chauffører for uberettiget fyring
Busselskabet Arriva har på et mæglingsmøde med SiD erkendt, at to åbenmundede chauffører blev uberettiget fyret efter en strejke i oktober.
Arriva betaler derfor de to chauffører en samlet bod på 100.000 kroner og undgår dermed at blive slæbt i Arbejdsretten, skriver Fyns Amtsavis.
Samtidig har Arriva betinget sig, at ingen af parterne må udtale sig til offentligheden om afgørelsen. Den ene chauffør var talskvinde for kollegerne i forbindelse med en strejke i oktober, hvor chaufførerne var utilfredse med deres løn- og arbejdsforhold.
Den anden chauffør blev fyret med en beskyldning om, at han havde truet en kollega.