Sikkerheden i sovebusser skal forbedres.
Det er der enighed om efter et møde, trafikminister Flemming Hansen fredag holdt med Danske Busvognmænd om sikkerhed i busserne.
Trafikministeren orienterede om en række af de seneste overvejelser om forbedring af sikkerheden på busområdet. Overvejelserne omfatter bl.a. sikkerhedsadskillelse foran liggepladser i nyere sovebusser, anbringelse af en synlig fartmåler i busserne, som viser, om bussen kører for hurtigt, og krav om installering af et elektronisk stabilitetsprogram i helt nye busser, der reducerer risikoen for at en bus vælter.
Handlingsplan
Endvidere præsenterede Danske Busvognmænd på mødet trafikministeren for den handlingsplan, som er udarbejdet sammen med Rejsebureauforeningen. Handlingsplanen indeholder følgende elementer:
- Anvendelse af standardkontrakter, der sikrer en klar ansvarsfordeling mellem transportkøber, transportsælger og chauffør.
- Bedre kørselsplanlægning, herunder et krav med minimum 10 timers planlagt ophold på bestemmelsesstedet.
- Konsekvent overholdelse af køre- og hviletidsregler.