I morgen klokken 10 åbnes portene til Lastbil Show 2004, der er Nordens største af sin art med omkring 275 flotte lastbiler fra ind- og udland.
Hertil kommer en lang række udstillere, som viser deres produkter inden for lastbiler, trailere, kraner og øvrigt tilbehør til transportbranchen.
Det er femte år i træk, at Lastbil Magasinet arrangerer internationalt lastbilshow og transportudstilling. Og ligesom de to foregående år finder arrangementet sted på Vandel Flyveplads ved Billund.
Mange aktiviteter
Der bliver meget at se på for publikum, for i løbet af weekenden vil der være masser af aktiviteter for publikum, bl.a. konkurrencer i køreteknik og kørsel med off road køretøjer. Desuden er der levende musik på pladsen, samt dans og fællesspisning lørdag aften. For børnene er der bl.a. tivoli, ponyridning og go cart.
Som noget nyt er der i år kommet et samarbejde i stand med arrangørerne af landets største træf for bil-entusiaster, RaceXperience. Hele weekenden bliver der kørt sprint-race på tid på en strækning af præcis 402 meter.
Udover race på tid bliver der opvisning af flere professionelle racerkørere, bl.a. Nicolas Kiesa og Jason Watt.
Desuden udstiller de forskellige bilklubber deres flot stylede, toptunede biler, ligesom en lang række leverandører af tilbehør til personbiler vil være på plads i Vandel.
Dyst om præmier og pokaler
Hvis du endnu ikke har fået tilmeldt din lastbil, er det muligt at tilmelde den ved indgangen, men alle lastbiler skal være inden for porten klokken 9 lørdag morgen.
De udstillede lastbiler bedømmes i forskellige klasser og deltager i konkurrencen om pokaler og flotte sponsorpræmier. Bilerne bedømmes i følgende klasser:
Biler under 6000 kg, alle årgange
Almindelige lastbiler 1983– 2003
Entreprenør / containerbiler 1983-2003
Specialopbygninger 1983 – 2003
Trækkere 1983 – 1998
Trækkere 1999 – 2000
Trækkere 2001 – 2002
Trækkere 2003
Trækkere 2004
Øvrige brugsbiler 2004
Originale veteranbiler (årgang 1982 og ældre)
Specialbyggede veteranbiler (årgang 1982 og ældre)
Custom klassen (sponsoreret for over 100.000 kr.)
International klasse
Alle tilmeldte biler deltager automatisk i konkurrencerne ”Publikumsfavoritten” og ”Største vognpark”.
Lastbil Show 2004 vil være åbent for publikum lørdag fra kl. 10.00 til 18.00 og søndag fra kl. 10.00 til 17.00. Billetter kan købes ved indgangen.