Vognmand fik tre års fængsel
”Det er jeg meget tilfreds med,” fortæller fuldmægtig ved statsadvokaturen i Viborg, anklager Karin Jønler.
Karin Jønlers tilfredshed skyldes, at Børge ”Op og Ned” Pedersen, Abildå, i går fik en dom på tre års fængsel for medvirken i forsøget på at smugle 356,2 kg hash til Norge 3. juni 2002.
”Vi er meget tilfredse med dommen. Den viser også, at vi havde ret i vurderingen af, at det var en forkert dom, der blev afsagt i Byretten i Herning sidste år,” forklarer vicestatsadvokat Peter Adamsen, Viborg.
Belastende udsagn
Han forklarer, at noget af det, som vejede tungt i sagen, da Landsretten skulle træffe sin beslutning, var forklaringerne fra Retten i Norge, hvor tre andre personer blev idømt lange fængselsstraffe i samme sag.
”Men Retten lagde også vægt på indholdet i nogle af de mange telefonsamtaler, Børge Pedersen og den dømte nordmand Rune Rasmussen førte i forbindelse med transporten af pallen,” fortæller Peter Adamsen.
Forsvarer beklager
”Det er jeg ked af. Jeg finder ikke, at det er en rigtig afgørelse,” siger Børge Pedersens forsvarer, advokat Anders Lindholt, København.
Han understreger, at han gjorde, hvad han kunne for sin klient, som i øvrigt gik hjem efter godt en times retshandling, da sagen blev indledt mod ham mandag i Landsretten.
”I forbindelse med efterforskningen sad Børge Pedersen i varetægtsfængsel i ni måneder. Det betyder, at han mangler at afsone to år og tre måneder. Han kan dog komme før ud, hvis han opfører sig ordentligt,” siger forsvareren.
Den mentale tilstand
Den største del af tiden, Børge Pedersen sad inde, tilbragte han på en psykiatrisk afdeling i Viborg.
I Landsretten blev der fremlagt to lægeerklæringer samt en udtalelse fra Retslægerådet på hans psykiske tilstand, hvor den dømte blandt andet beskrives som værende personligheds-forstyrret med hysteriske træk.
Han slipper dog ikke for at blive spærret inde, selv om den ene læge mente, Børge Pedersen skulle have en behandlingsdom.
Det fortæller vicestatsadvokat Peter Adamsen.
”Der er også steder, hvor der er behandlingsmuligheder. Det er nu op til Kriminalforsorgen at finde det rette sted,” pointerer han.