Færdselsstyrelsen vil nu øge kontrollen med virksomheder, hvor der er mistanke om ulovligheder.
Færdselsstyrelsen oplyser, at man har udbygget samarbejdet med ToldSkat og Rigspolitiets Færdselsafdeling på virksomhedsområdet, og har iværksat en samlet kontrolindsats på bus- og godskørselsområdet.
Færdselsstyrelsen, ToldSkat og Rigspolitiets Færdselsafdeling vil udtage virksomheder til kontrol, hvor der er formodning hos en eller flere af de involverede myndigheder om overtrædelser i virksomheden eller på baggrund af advarsler tidligere tildelt af Færdselsstyrelsen eller på grund af andre udefrakommende oplysninger om uregelmæssigheder i øvrigt.
Kontrolbesøg
Færdselsstyrelsen oplyser, at man i fællesskab med ToldSkat og Rigspolitiets Færdselsafdeling har identificeret et antal virksomheder, der inden for den nærmeste fremtid vil blive udtaget til kontrol.
Indsatsen vil omfatte en administrativ kontrol og egentlige kontrolbesøg i de enkelte virksomheder.
Løn- og ansættelsesforhold
Den koordinerede kontrolindsats vil bl.a. omfatte moms- og skatteforhold, løn- og ansættelsesforhold, overtrædelser af køre- og hviletidsbestemmelserne, indhentelse af kriminalregisterudskrift vedr. virksomhedens overtrædelser af vejtransportlovgivningen, herunder færdselslovgivningens bestemmelser om hastighed og overlæs samt de generelle adgangskrav til erhvervet, f.eks. vandel og økonomi.
Supplement til stikprøvekontrol
Den samlede kontrol vil være et supplement til den stikprøvekontrol, som Færdselsstyrelsen iværksatte i januar i år. Det er Færdselsstyrelsens hensigt, at både den målrettede stikprøvekontrol og den kontrolindsats, der nu er aftalt med ToldSkat og Rigspolitiet, skal fortsætte fremover.