EUs transportministre forsøger i morgen torsdag endnu engang at nå frem til en løsning på, hvordan kommende vejafgifter i EU skal skrues sammen, oplyser DTL.
Efter sammenbruddet i forhandlingerne på ministerrådsmødet i marts i år vil det irske formandskab på ny forsøge at få transportministrene fra de nu 25 medlemslande til at vedtage forslaget fra EU-Kommissionen om fælles regler for fastsættelse og opkrævning af vej- og brugsafgifter i EU.
Disse regler vil også komme til at gælde for den særlige eurovignet, som vi kender den i Danmark, Sverige, Holland, Belgien, og Luxembourg.
Bedre infrastruktur
DTL mener, at indtægterne fra vejafgifter bør anvendes til forbedringer af vej-infrastrukturen og til at reducere støj og ulykker.
»Vi er tilfredse med, at Kommissionen har fastholdt det overordnede princip i sit forslag og dermed har tvunget medlemslandene til at reelt drøfte, hvad indtægterne fra vejafgifter skal bruges til.
Den diskussion er central og meget aktuel for transporterhvervet. Tyskerne planlægger jo at begynde deres vejafgift fra 1. januar 2005,« siger DTLs direktør Michael Svane.