Eksportchauffør Jens Due har længe undret sig over, at man har et sæt regler omkring køre-og hviletider, som i praksis ikke er mulige at overholde, fordi der er alvorlig mangel på P-pladser og rastepladser langs de europæiske motor- og landeveje.
Men ene mand er Jens Due nu begyndt at tage livtag med systemet. I midten af september i år skrev han en mail til Europe Direct, der er kontaktled mellem EU-systemet og borgerne, og gjorde opmærksom på, at problemet med de manglende p-pladser er generelt for de fleste medlemslande og faktisk har været det i de seneste 10 år.