På den 7. konference for skandinaviske transportarbejdere i Oslo i weekenden var der bred enighed om at etablere et nordisk samarbejde, som bedre kan sikre, at reglerne på transportområdet bliver overholdt – især med henblik på, at EU får 10 nye medlemslande til maj næste år.
»Det kom bag på os, der deltog fra Danmark, at problemet også er voksende i Norge og Sverige, og at man gør sig de samme overvejelser som i Danmark,« fortæller formanden for Eksportchaufførernes Landsklub, Carsten Paulin, der sammen med formanden for Chaufførernes Fagforening i Aabenraa, Johnny Schytt-Nielen var blandt deltagerne på konferencen, som havde deltagelse af ca. 130 repræsentanter fra Danmark, Norge og Sverige.