23948sdkhjf

Lægfolk bør med i havari-kommission

»I sin tid pressede vi i FDL på for at få en havarikommission i forbindelse med alvorlige trafikulykker. Vi fik også en, men den er endt med at blive en kommission, sammensat af eksperter, og uden de lægfolk, vi gerne ville have haft med,« siger vognmand Jens Tidemann Kristensen, Hjørring, formand for Foreningen af Danske Langtursvognmænd og desuden medlem af DTL´s bestyrelse.

Dønningerne efter den meget alvorlige ulykke i juli på en landevej syd for Viborg, der kostede ni mennesker livet, har endnu ikke lagt sig.

Politiet er stadig i gang med at undersøge den egentlige årsag til ulykken, men det er bl.a. for nylig kommet frem, at fartskiven var sat omvendt i, og at politiet derfor ikke ad denne vej kan aflæse farten i ulykkesøjeblikket.

Kun eksperter

»Jeg går måske nok lidt på listesko i denne sag, fordi baggrunden er så alvorlig, som den er. Jeg vil meget nødigt ud i en situation, hvor det kan virke, som om vi slår plat på ulykken og siger: Hvad sagde vi?

Men det kan da godt undre mig lidt, at den havari-kommission, vi oprindelig foreslog fra FDL´s side, godt nok blev til noget, men at den udelukkende består af eksperter og ikke af folk fra det praktiske liv,« siger Jens Tidemann til Lastbil Magasinet.

Livslang erfaring

Tidemann havde gerne set - og ser fortsat gerne - en havari-kommission, der kan rykke ud og tage ulykkesstederne nærmere i øjesyn. Og derefter drage nogle erfaringer deraf – akkurat som det kendes ved flyulykker.

»Men den burde ikke udelukkende bestå af belæste mennesker. Der burde også være medlemmer, som har en måske livslang erfaring fra kørsel på landevejen – som chauffør eller vognmand.

Nogle chauffører og vognmænd i branchen har jo så meget erfaring, at hvis de kommer forbi et væltet lastvognstog, kan de ofte se, hvad der er gået galt. Om godset f.eks. ikke har været ordentligt surret fast, osv.«

Sørgeligt

Ifølge Jens Tidemann er det måske tiden at lægge pres på de relevante myndigheder for at få en mere bredt sammensat havarikommision med branchefolk på plads.

»Det er lidt sørgeligt i Danmark, at man ikke respekterer, at også lægmænd med erfaring kan have forstand på trafik. Det er jo os, der færdes derude hver eneste dag. Men måske kan den alvorlige ulykke trods alt være med til at ruske op i politikerne,« siger han.

Læs også: Havari-kommission rykker ikke ud

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078