Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti har indgået en to-årig aftale om tilskud til partikelfiltre på lastbiler, der kører i miljøzoner, oplyser DTL.
Det samlede tilskud udgør 30 mio. kr., som fordeles med 15 mio. kr. i hvert af årene 2004 og 2005.
Tilskuddet udgør 30 procent, hvilket er loftet efter EUs statsstøtteregler. Det betyder, at et filter til 60.000 kr. får 18.000 kr. i støtte.
»DTL er tilfreds med, at der ikke indføres et generelt krav om eftermontering af partikelfiltre. Og selv om DTL ikke er tilhænger af offentlige tilskud, er det acceptabelt, at der stilles penge til rådighed for vognmændene til at investere i partikelfiltre,« siger ordførende direktør Michael Svane.
»Der er grund til at understrege, at partikelfiltre ikke er en patentløsning, som kan frelse verden fra forurening af partikler. Partikelfiltre er kun en af mange muligheder for at mindske partikel-forureningen. Miljøproblemerne i byerne er heller ikke noget isoleret dansk problem, og det kan mest effektivt løses på EU-niveau,« siger Michael Svane.