23948sdkhjf

Bedste chauffør kåret i Vandel

I alt 12 chauffører var i finalen ved Young European Truck Driver 2003, men som bekendt er det kun en enkelt, der kan vinde, og det blev Flemming Halling, Greve, fra firmaet Brdr. Dyring i Roskilde, der løb af med sejren.

Dermed kvalificerede Flemming sig til den internationale finale, der holdes i september i Södertälje ved Stockholm, hvor Scania har sit hovedkvarter. Her er førstepræmien en tur til Brasilien.

Oprindelig havde 200 chaufører under 30 år meldt sig til konkurencen, men efter de indledende manøvrer, var feltet skrumpet ind til 12 ved finalen i Vandel, som også dannede rammen om Lastbil Magasinets Lastbil Show 2003.

Direktør imponeret

»Jeg er meget imponeret over det, jeg har set i dag under finalen," sagde adm. direktør Jørgen Damkjær, Scania Danmark A/S, ved præmieoverrækkelsen.

Udover æren modtog vinderen også en værdicheck på 5000 kr. fra Michelin DK.

På andenpladsen kom chauffør Kristian Korsholm, Videbæk, mens Bernt Klausen, Brabrand, opnåede en tredjeplads.

Der var pokaler, Shell/Ferrari poloshirts og vin til alle vindere. Sølv- og bronzevinderne kan desuden se frem til en tur til Södertälje.

Støttes af EU

»De praktiske prøver blev afviklet i Scania R124 Topline-trækkere med 3-akslede sættevogne. Manøvrekørslerne blev gennemført uden læs, mens konkurrencerne i økonomikørsel var med fuldt læs (40 tons totalvægt) for at gøre konkurrencerne så realistiske som muligt,« fortæller informationschef Mikael Friis, Scania Danmark A/S, som har været Scanias europæiske topmand i konkurrenceforløbet.

Young European Truck Driver 2003 støttes af EU-kommissionen og den internationale transportorganisation IRU - og afvikles internationalt af Scania, Michelin og Shell.

I Danmark er konkurrencen blevet støttet af Dansk Transport og Logistik, Landtransportskolen og Transamerica Leasing.

I alt deltager chauffører fra 15 EU-lande og fem andre europæiske lande uden for Fællesskabet i konkurrencen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063