”Jeg har mistet troen på myndighederne.”
Så firkantet kommenterer chauffør Jørgen Larsen, Ø. Hornum, den seneste lille måneds begivenheder. Med myndigheder mener han både lægestand, politi og Sundhedsstyrelsen.
”Hvis jeg var så farlig at have på vejen, så forstår jeg ikke, hvordan jeg kunne få lov til at køre rundt i godt fem måneder, inden politiet inddrog mit kørekort. Jeg tror, mine oplevelser vil få andre lastbilchauffører til at tænke sig om, inden de søger læge. Nu føler jeg, at myndighederne er ved at falde over hinanden for at vaske hænder,” mener Jørgen Larsen.