”Jeg synes, at det skal offentligt frem, at vognmænd skal betale pension, hvis de har tilladelser. Der er alt for mange kolleger, som ikke er klar over det – eller ikke tør forlange pengene. Derfor henvendte jeg mig også til Lastbil Magasinet,” siger chauffør Palle Gregersen, Søborg.
P.t. fører han via Chaufførernes Fagforening, København, sin anden sag mod en tidligere arbejdsgiver. Der er tale om to vognmandsfirmaer med tilladelser, som ikke mener, man skal betale pension, når man står uden for arbejdsgiverorganisationen.