23948sdkhjf

Elektronikken svigtede på køretøjer med hejs

To vognmænd med forskelligt grej har oplevet, at deres anhængere er tippet, uden at håndtaget blev aktiveret. Begge typer køretøjer var forsynet med elektronisk omskift fra forvogn/hænger. Uafhængig af hinanden mener ejerne, at det må være ventilblokken, der er noget i vejen med.

Vognmændene Anders Jensen, Hundelev ved Løkken, og Poul Eli Nymann, Skørping, har en fælles erfaring, som de gerne ville være foruden. Begge har oplevet, at elektronikken på deres køretøjer gik bersærk med det resultat, at det

hele pludselig blev lidt for fuldautomatisk.

Det drejer sig om deres forvogn/hænger træk med hejs forsynet med elektronisk omskift for tipning af forvogn og anhænger.

Det, som gør sagen endnu mere aparte, er, at der er tale om to forskellige mærker. Anders Jensen køretøj er forsynet med hejs fra Sawo Hydraulic A/S, Nørresundby, mens Pul Eli Nymans er bygget op på Højbjerg Maskinfabrik.

Væltede rundt

Først på sommeren holdt en af Poul Eli Nymanns chauffører ved en hal nær Haderslev med et læs kalk. Da han stod ud af bilen, trykkede han på elektronikken og aktiverede manuelt håndtaget for at læsse forvognen af på båndet.

"Så gik chaufføren ind i hallen for at kigge, om der var plads til kalken. Da han forlod køretøjet stod forvognen halvt op. Pludselig lød der et brag. Da var anhængeren tippet helt rundt. Det skulle ikke kunne lade sig gøre, uden at håndtaget

bliver aktiveret til anhængeren," pointerer Poul Eli Nymann.

At hængeren væltede helt, skyldtes højst sandsynligt det forhold, at siden ikke var slået ned, og at det derfor var kalkens vægt, som fik læsset til at vælte.

Forstår ingenting

Vognmanden fra Skørping kan ikke helt forstå, hvordan det gik til.

"På Højbjerg Maskinfabrik siger man, at de aldrig har hørt om sådan et uheld tidligere. Men nu har jeg snakket med flere kolleger, der har oplevet noget lignende," siger Poul Eli Nymann.

Han mener ikke, at hejset er forhekset. Han tror snarere, at det er en ventil i ventilblokken, som elektronikken får til at åbne sig på et forkert tidspunkt.

"Jeg kan forstå, hvis det her skete en fugtig efterårsdag, men det var midt om sommeren. Det undrer mig også, at man ikke fandt fejl ved elektronikken, da anhængeren blev repareret," siger vognmanden.

Det faktum mener han taler til fordel for teorien om, at fejlen skal findes ved ventilerne.

Dyr affære

Under den noget uventede tipning skete der skader på Poul Eli Nymanns hænger for 152.000 kroner. Der skulle blandt andet nye sider på. Reparationen blev ikke udført på Højbjerg Maskinfabrik, fordi der var ventetid, og vognmanden stod og skulle bruge køretøjet.

"Jeg har heldigvis en tipskadeforsikring, og jeg kan også glæde mig over, at der ikke var nogen i nærheden, da hængeren væltede rundt," siger Poul Eli Nymann.

Han erkender, at han ikke føler sig helt tryg ved situationen, fordi man ikke fandt fejl ved hejset.

"Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvornår det sker igen," siger han.

Hurtig aflæsning

Anders Jensen blev mindst lige så overrasket som kollegaen fra Skørping, da han var ude for en hurtig og ufrivillig aflæsning af en anhænger fyldt med korn i august måned.

Anders Jensen driver vognmandsforretning sammen med faderen Thorkild Jensen i Hundelev. Hans uheld skete hos KFK Hasselager.

"Der sker det, at anhængeren tipper af sig selv, da jeg går hen for at snakke med en lagermand," fortæller Anders Jensen. Det var så bare ikke alene kornet, som blev læsset af. Hængeren væltede nemlig samtidig om på siden. Pris

118.000 kroner at betale for reparationen.

"Jeg havde lige fået renoveret køretøjet tre uger tidligere - og fået ny presenning. Den gik også i stykker," fortæller han.

Uforklarligt

Han står fuldstændig uforstående over for, hvordan det kunne ske, fordi han ikke havde aktiveret håndtaget manuelt, og så burde tippet ikke finde sted.

"Det må være ventilerne, der er noget i vejen med. Jeg snakkede med dem på Sawo, men de kunne ikke tage sig af det, fordi køretøjet var to år gammelt. Heldigvis har vi en forsikring, men ifølge betingelserne skal vi selv betale 20 procent af skaden," fortæller Anders Jensen.

Han påpeger også, at der i køretøjer uden elektronisk omskift sidder to håndtag – et til forvognen og et til anhængeren, mens der i biler med elektronisk omskift kun sidder ét.

"Jeg har aldrig hørt om, at der er sket uheld med biler med to håndtag, så det må være elektronikken," påpeger han.

Efterlysning

Både Anders Jensen og Poul Eli Nymann er interesseret i at vide, om det her er et alment problem. Begge har nemlig hørt om andre med lignende problemer.

Det samme er Lastbil Magasinet, så vi hører gerne fra vognmænd med ufrivillige aflæsninger. Vi vil i dag tage kontakt til de to leverandører af materiellet for at høre, hvad uheldene kan skyldes.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078