23948sdkhjf

Første ufaglærte chauffører med svendebrev

Erfarne, ufaglærte chauffører får svendebrev og faglært uddannelse ad meritvejen. Uddannelsen er tilrettelagt efter den enkeltes behov, og de to første svende gennemførte på fire måneder, selv om kravene er de samme som til den almindelige svendeprøve.

Chauffør Poul Lykke Hansen, 31 år, fra vognmandsfirmaet Alex Andersen Ølund, blev som den første i landet faglært via meritvejen inden for godstransport.

Han fik sit svendebrev den 31. oktober, og havde forinden siddet bag rattet i 10 år. De første år kørte han jord og containere, og de seneste 8 år har han kørt med blomster både i Danmark og udlandet.

Poul Lykke Hansen tændte straks på ideen, da han hørte om meritvejen. Meritvejen er en mulighed for folk over 25 år med mindst 4 års erfaring i branchen for at gå ind i et uddannelsesforløb, der tilrettelægges efter, hvad eleven allerede kan, og hvad han eller hun mangler for at blive fuldt ud faglært.

Supplerede sin viden

"Jeg havde for eksempel styr på truck, erhvervskørekortet, køretøjets opbygning og edb, men manglede blandt andet kran, farligt gods, ruteplanlægning og temperaturfølsomt gods," fortæller Poul, der synes, det er en personlig tilfredsstillelse at have papir på sine kvalifikationer.

"I en tid, hvor konkurrencen er hård blandt andet fra Østeuropa, må vi sælge vores ydelser på kvalitet, og den er der brug for – vi kører jo med store værdier. Og netop kvalitetssikring, et bredt branchekendskab og mere viden om transportøkonomi er noget af det, jeg har haft mest glæde af under uddannelsesforløbet, fortæller Poul Lykke Hansen."

Kvalitet og ansvar

Lars Nielsen, 48 år, fra Ove Østergaard, Lund ApS i Blommenslyst erhvervede som landets anden faglærte merit-chauffør sit svendebrev den 1. december. Han er en erfaren veteran, der allerede har kørt Europas veje tynde i mange år.

"Jeg har kørt eksport i 20 år. Før EU kørte jeg grise til Østrig og Spanien. Jeg har også kørt meget i England, Frankrig, Slovenien og Italien, men jeg har altid været irriteret over, at jeg ikke har fået en uddannelse. Så jeg betænkte mig ikke længe, da jeg fik chancen for at blive faglært godschauffør ad meritvejen, og min vognmand var villig til at indgå en uddannelsesaftale," fortæller Lars Nielsen.

Kan ikke gå på aftenskole

Før Lars Nielsen begyndte sin faglige uddannelse på Odense Tekniske Skole fik han afklaret sit uddannelsesforløb ved den såkaldte individuelle kompetence afklaring (IKA).

"Jeg skulle for eksempel tage certifikat til kran og farligt gods, mens jeg ved IKA kunne nøjes med at dokumentere mit kendskab til bilen, montering af snekæder og den slags. Jeg synes i høj grad, at uddannelsesforløbet levede op til mine forventninger. Men nogle af de kurser, som jeg gerne ville supplere med, blev ikke tilbudt på det tidspunkt – for eksempel kvalitetsstyring og edb. Det var lidt skuffende, for som eksportchauffør kan man aldrig gå på aftenskole," siger Lars Nielsen, der tog stort kørekort som 21-årig.

Et uddannelsesforløb kan variere mellem 4 og 12 måneder, og Lars' forløb var på 4 måneder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062