23948sdkhjf

Branchen byder ny minister velkommen

Både DTL og Chaufførernes Fagforening er parat til at give Flemming Hansen en fair chance.

Såvel DTL’s formand Kaj Nielsen som formanden for Chaufførernes Fagforening i Aabenraa, Johnny Schytt Nielsen er indstillet på at tage godt imod den ny trafikminister Flemming Hansen.

"Jeg ser det som meget positivt, at den nye trafikminister er erhvervsmand og selvstændig erhvervsdrivende. Det betyder, at vi taler samme sprog politisk," siger formanden for Dansk Transport og Logistik, vognmand Kaj Nielsen, Langeskov.

"At vi så også er medlem af det samme parti, gør det jo ikke ringere," siger Kaj Nielsen, som indtil valget var konservativ viceborgmester i Langeskov kommune. Kaj Nielsen genopstillede ikke.

Formanden for DTL ser frem til samarbejdet med Flemming Hansen, men understreger samtidig, at han også havde et godt samarbejde med forhenværende trafikminister Jacob Buksti.

Skal ikke se partibog

"Om den nye trafikminister er skohandler eller slagteriarbejder, er for mig underordnet. Han skal under alle omstændigheder have en fair chance, og jeg håber på en positiv dialog," siger formanden for Chaufførernes Fagforening i Aabenraa, Johnny Schytt Nielsen.

"Vi har brug for at have indflydelse i trafikministeriet, og derfor vil jeg selvfølgelig henvende mig positivt til den nye trafikminister. Og hvis han eventuelt ikke ved så meget om transport, så er han velkommen til at henvende sig til os, så skal vi nok hjælpe ham," siger chaufførformanden.

Johnny Schytt Nielsen er selv gået ind i politik. Han er netop blevet valgt til kommunalbestyrelsen i Bov kommune, og han opstiller også til Europaparlamentet. Han er medlem af Socialdemokratiet.

"Jeg skal ikke se trafikministerens partibog, og jeg går ud fra, han heller ikke skal se min," siger Johnny Schytt Nielsen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063