23948sdkhjf

Prisforhøjelser ind ad bagdøren

Enten tror Shell ikke, at dieselkortbrugere selv kan holde styr på tingene. Eller også er et nyt gebyr bare en skjult prisstigning. Det mener en sønderjysk vognmand.

Vognmand Finn Paulsen, Skærbæk modtog midt i november et brev fra A/S Dansk Shell.

I skrivelsen proklamerede olieselskabet, at vognmanden fra 1. januar i år skal betale 10 kroner pr. måned plus moms for at benytte sine euroShell kort.

Som alternativ kan Finn Paulsen også tilslutte sig euroShell Online service for at få overblik over blandt andet, hvilke kort, der er i brug - og hvor.

Nu har Skærbæk vognmanden kun to kort til Shell, og dem mener han nok, at han kan holde styr på uden selskabets indblanding.

"Det her virker som bondefangeri, hvor man enten skal vælge til eller fra, så nu vil jeg sende mine kort tilbage. Jeg vil simpelthen ikke betale for at have dem, fordi jeg er imod gebyrer og skjulte prisstigninger," pointerer Finn Paulsen.

Shells begrundelse

"Vi ved af erfaring, at der i mange virksomheder ligger adskillige ubenyttede euroShell kort, som er åbne for køb, da de ikke er afmeldt hos os. For dig som kunde udgør disse kort en økonomisk risiko, da de kan ligestilles med kontanter. Vi ønsker at rydde op i bestanden af euroShell kort samt sikre at kun aktive kort er i omløb. Derfor indfører vi pr. 1. januar 2002 et kortgebyr."

Sådan skriver Shell blandt andet til sin nu snart tidligere kunde i Sønderjylland.

Kan tænke selv

Finn Paulsen vil så gerne vide, om Shell anser deres kunder for at være lettere underfrankerede evnemæssigt og ude af stand til at forhindre, at deres eurokort misbruges. Eller om øvelsen måske mere skal forhindre, at nogle af hans kolleger på landevejen, som hører til i skuffen over dårlige betalere med eller uden moral og flere konkurser bag sig, skal misbruge selskabets kort.

Er det sidste tilfældet, vil vognmanden anbefale, at olieselskabet tager økonomiske oplysninger på kunderne i butikken, og lader vognmænd med orden i pengesagerne slippe for de ekstra gebyrer og skjulte prisstigninger.

Til at overse

Finn Paulsen erkender, at han ikke væltes af pinden ved at betale de 25 kroner med moms for sine to kort, men er det 10 kroner plus moms fra januar, frygter han, at det er 50 kroner pr. kort om få år.

Tilbuddet om at blive tilsluttet Online servicen tiltaler heller ikke vognmanden. Udover at give overblik over, hvilke kort der bruges, indeholder servicen blandt andet også oplysninger om brændstoføkonomi, forbrug pr. land og pr. varegruppe.

Prisen for tilslutningen er 570 kroner pr. måned plus moms, eller 8.550 kroner årligt inklusive moms.

"Jeg vil hellere som alternativ finde et selskab, som vil give en god rabat mod, at betalingsfristen er kortere," pointerer Finn Paulsen.

Ikke DTL´s kop te

"Gebyrer er velkendte i andre sammenhænge, og de breder sig som ukrudt, men gebyrer er lig med ekstra omkostninger, og dem er vi ikke meget for i DTL," påpeger ordførende direktør Michael Svane.

Han vil anbefale, at vognmænd, der står over for et krav om gebyr på deres kort, som de ikke har tænkt sig at betale, kigger sig om på markedet for at finde et olieselskab uden gebyrer.

"Jeg har den opfattelse, at olieselskaberne ærligt og redeligt må gå ud og sige til kunderne, hvis de har brug for højere priser for at få lidt mere på kistebunden i stedet for at indføre et gebyr, som kommer som en skjult omkostning. 10 kroner her og 10 kroner der er ganske vist ikke så meget, men det ene gebyr med det andet, så løber det op," fastslår Michael Svane.

Lastbil Magasinet forsøgte i går at få en kommentar fra Shells markedschef Steen Frederiksen, men chefen ringede ikke tilbage. Derfor forsøger vi igen i dag og følger op på sagen senere.

Læs også artiklen om de forskellige olieselskabers gebyrer og renter: "Penge at spare på omkostninger".

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062