23948sdkhjf

MKJ Handel går i rødt

Så er det igen gennem flere år lykkedes Leif Johansen, Kolding at præstere tal på bundlinjen, som burde få Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til at lukke butikken. Tilsyneladende snorksover styrelsen – også selv om tre regnskaber er for sent indleveret.

Siden regnskabsåret 1997 har MKJ Handel ApS, CF Tietgens Vej Kolding, indleveret regnskaber til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor egenkapitalen står i rødt.

Direktøren i butikken, Leif Johansen er bestemt ikke et ubeskrevet blad i styrelsens kartotek. Han har indtil flere konkurser i sit kølvand - og også en dom fra 1996 på et halvt års fængsel for kidnapning af en vognmand i 1995.

Kolding direktørens meritter beskriver ordførende direktør for DTL, Michael Svane på følgende måde:

”Leif Johansens navn må få det til at risle koldt ned ad ryggen på anstændige vognmænd.”

Tilsyneladende risler det så overhovedet hverken koldt eller varmt hos direktøren for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Ole Blöndal. Heller ikke selv om MKJ´s regnskaber blev indleveret for sent i 1997, 1999 og 2000. Det alene er ifølge loven nok til at gribe ind og lukke selskaber.

Rødt i rødt

Allerede i 1997 var MKJ Handels egenkapital i minus med 2.503.000 millioner kroner. Minusset var vokset til 4.549.000 kroner i 1998. I 1999 var kapitalen ”kun” negativ med 4.334.000 kroner. Mens det lykkedes at få det klemt op i 4.776.000 røde kroner i 2000.

Samtidig med at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen gennem fire år kan overset de knaldrøde tal, kniber det også for styrelsen at læse en begsort revisorpåtegning i 2000:

”Forbehold: Selskabet har tabt hele sin egenkapital, hvorfor vi må tage forbehold for fortsat drift.”

Endelig har MKJ også en post i regnskabet over tysk moms, som revisoren er ved at få i den gale hals:

”Supplerende oplysninger: Selskabet mangler at redegøre opkrævet tysk MWST kr. 517.656, hvilket efter vor opfattelse er ansvarspådragende. Beløbet er medtaget som gæld i regnskabet.”

Højst interessant

Beløbet til MWST på godt en halv million må stamme fra, at MKJ debiterer tyske kunder for moms, og så har man i Kolding bare glemt at afregne med de tyske myndigheder.

Der er også en anden interessant post, hvor MKJ i sit regnskab påfører et tilgodehavende på 168.962 kroner hos MWST.

Måske skulle de danske myndigheder forsøge at stille Leif Johansen et par spørgsmål til de to beløb i det tyske.

MKJ´s tilgodehavende kan nemlig skyldes køb af for eksempel dieselolie til biler, som selskabet gennem det seneste års tid har lejet i Tyskland – altså uden at have vognmandstilladelser.

Kører med tyske biler

MKJ Handel ApS og Leif Johansen har ingen nationale, danske tilladelser – eller fællesskabs ditto, og han vil med nævnte generalieblad nok heller ikke have stor sandsynlighed for at blive godkendt i Færdselsstyrelsen.

MKJ har ifølge BAG heller ikke tyske tilladelser, men alligevel har selskabet gennem det seneste år kørt med otte lejede trækkere fra firmaet VSO – D 1458 Ottendorf, Tyskland.

Tilsyneladende figurerer betaling af lejen for trækkerne ikke i regnskabet. Til gengæld fremgår det, at der er leasingforpligtigelser på 6.500 kroner i 24 måneder på kontorinventar.

Det er fuldmægtig i Færdselsstyrelsen, Suzan Pødenphant, der fortæller, at Leif Johansen ikke har danske tilladelser.

”Vi kan derfor ikke undersøge forholdene i selskabet, men vi kan bede det danske politi om at kigge på tingene, og det er også dem, der skal kontakte myndighederne i Tyskland,” påpeger fuldmægtigen.

Kan det passe?

I regnskabet for 2000 har selskabet lønudgifter på 1.560.000 kroner (1.384.337 kroner i 1999). Af de lønkroner betales udover otte tyske chauffører, også de ansatte på kontoret i Kolding plus lønnen til direktør Leif Johansen. Antallet af ansatte fremgår ikke af regnskabet.

Ifølge en unavngiven kilde udbetales der alene a conto løn til de chauffører, som kilden har snakket med. Et par af dem følger sig lidt urolige for, om de påfølgende kan få problemer med hjemlandets skattemyndigheder.

Flere af chaufførerne leder i øvrigt efter en ny arbejdsgiver.

Voksende gæld

Mens egenkapitalen år for år bliver mere og mere rødmende, gør det samme sig gældende for gælden.

I 2000 er den opgjort til et minus på 6.832.144 kroner fordelt med 4.570.689. kroner i gæld til leverandører af varer og tjenesteydelser, 517.658 kroner til MWST, anden gæld tegner sig for 710.557 kroner, og banken har 1.033.240 kroner i klemme hos MKJ.

I 1999 var gælden på 6.001.406 kroner. Det vil sige, at i løbet af et år er gælden vokset med 830.738 kroner, mens minusset i egenkapitalen er forøget med 442.000 kroner.

Det må være tal, som selv Told & Skat og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan forholde sig til.

”Bare dejligt”

”Jamen, det er jo dejligt. Det lyder som et ApS, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har pligt til at kigge på,” pointerer Michael Svane.

Direktøren mener samtidig, at myndighedernes ressourcer i højere grad bør bruges på en hr. Leif Johansen end på ligegyldigt fnidder fnadder, hvor der ikke er tale om trafiksikkerhedsmæssige tvivlstilfælde.

Ligegyldigheder kan for eksempel være, når det offentlige sender politiet på nakken af en lille vognmand, der ikke har udfyldt et skema til Danmarks Statistik.

”Når det kommer til sikkerheden på vejen, er vi bedre tjent med, at der bruges ressourcer på sådan en sag som den fra Kolding."

I det kommende nummer af Lastbil Magasinet vil bladet gennemgå Leif Johansens tidligere selskabelige gøren og laden i vognmandsbranchen.

Læs også dagens anden artikel: ”Ingen kommentarer fra Leif Johansen.”

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079