23948sdkhjf

Styrelsen vil have tilladelser retur

Vognmand Arne Henning Petersen, Tved, fik kun godt et år som selvstændig bag eget rat. I stedet for en fortid i vognmandsbranchen, var han tidligere købmand. Sagen har ført til to politianmeldelser. En enkelt opringning fra styrelsen kunne have forhindret hele affæren.

”Jeg har 13. juni afsendt et brev med hjemkaldelse af tilladelserne, og sagen er samtidig videresendt til efterforskning hos politiet,” fortæller fuldmægtig i Færdselsstyrelsen, Liselotte Jul Andersen.

Det er vognmand Arne Henning Petersen, Tved på Fyn, der fik brev fra styrelsen - afsendt 13. juni, hvor man anmoder ham om at aflevere sine to tilladelser, som blev udstedt 20. marts 2000.

Styrelsen kunne med én enkelt telefonopringning til en anden myndighed have forhindret den ulovlige vognmand i nogensinde at komme på vejen.

Hos Told & Skat vidste man nemlig, at Arne Henning Petersen aldrig var aflønnet af den vognmand, hvis signatur godtgjorde hans tre-årige erfaring i branchen.

Lånte fjer

DTL påviste senere, at Arne Henning Petersen ikke opfylder kravet til tre års beskæftigelse i branchen.

I forbindelse med Tved-vognmandens debut i branchen havde DTL-medlemmet, adm. direktør Tonny Madsen ellers på papiret godtgjort, at Arne Henning Petersen havde tre års erfaring i perioden 1. april 1996 frem til 31. juli 1998 som kørselsleder og disponent i hans firma, Tonny Madsen A/S, Skotlandsvej 3, Svendborg.

Arne Henning Petersen besad dog helt andre kvalifikationer. Frem til et halvt års tid forinden titlen som vognmand, stod han bag disken som købmand hos Favør i Tved.

Det var formanden for Sydfyns Vognmandsforening, Michael Thomsen, som for over et år siden rettede henvendelse til DTL om tingenes tilstand hos Arne Henning Petersen.

”Jeg håber, at det her har en afskrækkende effekt og bevirker, at folk, som ikke har orden i tingene, begynder at passe på,” påpeger den fynske formand.

Han mener også, at Tonny Madsen nu vil få problemer i forhold til DTL´s etiske regler, men at det må bestyrelsen tage sig af.

Et mere alvorligt problem

Gennem godt et års tid korresponderede DTL med Færdselsstyrelsen om tilfældet Arne Henning Petersen og Tonny Madsen. I et brev dateret 19. april i år dokumenterer organisationen over for styrelsen, at det halter med opfyldelsen af kvalifikationskravet.

Det er da bekræftet fra anden side, at Arne Henning Petersen ikke blev aflønnet af Tonny Madsen A/S i den treårige periode fra april 1996 til august 1998. Men DTL gør også styrelsen opmærksom på, at sagen kan have helt andre, mere alvorlige aspekter.

”DTL er opmærksom på alvorligheden i sagen, hvis der foreligger dokumentfalsk. Men på baggrund af det foreliggende udsagn ser DTL det som en nødvendighed, at Styrelsen påny undersøger rigtigheden af den påståede ansættelse.”

Sådan skriver DTL til styrelsen.

Lang historie

Efter at have kigget dybere i kortene har Færdselsstyrelsen nu bestemt sig for dels at hjemkalde tilladelserne, dels for at indgive sagen til politimæssig efterforskning.

Da havde Arne Henning Petersen ifølge formand Michael Thomsen været på vejen siden sidst på året 1998, hvor han startede ud med at køre for 3x34.

Forretningen Arne Henning Petersen blev etableret i oktober 1998. 18. oktober 1999 fik han tilladelser til kørsel med biler fra 3,5 til 6 ton. Endelig i 2000 tog han kurset og springet til godskørsel for fremmed regning med store biler.

Læs også dagen øvrige artikler om sagen: ”Vognmand lukker butikken,” og ”Tror ikke helt på direktørs uvidenhed.”

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062