23948sdkhjf

Mini-kraftværk til lastbiler

MOPACC®, der er et patenteret mini-kraftværk designet til installation på bl.a. eksportbiler, er nu færdigudviklet og sat i produktion. Nu søger man en investor.

MOPACC® er udviklet af Torsten Nordentoft, der med finansiel støtte fra Innovation Syd A/S har arbejdet med projektet i 3 år.

Installationen af MOPACC® betyder, at chaufføren under hviletiden har fuld adgang til aircondition, varme og 220 V elforsyning, uden at lastbilens hovedmotor er i gang.

Ifølge Torsten Nordentoft betyder dette ikke alene, at hviletiden bliver reelt udnyttet af chaufføren, men også at de nationale forbud mod tomgangskørsel med hovedmotoren kan overholdes. Med store besparelser i brændstofforbruget til følge. Nordentoft oplyser, at for en eksportvognmand vil en installation af et anlæg på lastbilen være tilbagebetalt i løbet af maksimalt halvandet år.

Computerstyret

»Samtidig sikres det, at hovedbatterierne til enhver tid er optimalt opladede, hvilket også betyder besparelser på batteriudgifterne«, siger Torsten Nordentoft.

MOPACC® er computerstyret og overtager selv energistyringen, når hovedmotoren slukkes.

Efter vellykkede testinstallationer sættes MOPACC® nu i produktion hos Nortron ApS i Varde.

”Som et lille udviklingsfirma søger vi nu en investor, der kan hjælpe os med at finansiere en regulær serieproduktion, men indtil videre bygger vi så selv nogle små serier.

Samtidig forsøger vi nu at finde passende MOPACC® forhandlere blandt forhandlerne af de forskellige lastbilmærker.

Jeg mener selv, at de referencer vi allerede har, bl.a. på en Volvo FH12, er så gode, at vi nu skal have installeret også på de øvrige fabrikater, og vi er da også i gang med en installation på en DAF for øjeblikket.” fortæller Torsten Nordentoft.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062