23948sdkhjf

DTL-medlem indblandet i sagen fra Kliplev

Måske er det nu, vognmændenes organisation vil svinge den etiske hammer over en medlemsvirksomhed, som en udløber af sagen om K.S. - Transport, Struer ApS.

»Th. Martensens Eftf. A/S er en af vore medlemsvirksomheder, så nu vil vi gå ind og kigge i sagerne. Når bestyrelsen melder ud, at medlemmerne skal tjekke, om tilladelserne er i orden, er det ikke bare for skægs skyld. Det er en del af de etiske regler.«

Sådan siger ordførende direktør Michael Svane, DTL, til oplysningerne om de noget blakkede forhold beskrevet i artiklen »Selskabelighed for viderekomne« på Lastbil Magasinets hjemmeside i går.

Th. Martensens Eftf. står som stifter af et af de omtalte selskaber. Nemlig K.S. Transport, Struer ApS. Hos Martensen sidder Erik Holger Hansen ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i direktionen. Det samme gør han i K.S. – Transport, hvor han også er ansvarlig leder. Firmaet har fire tilladelser, men drives i et sammensurium med to mere tvivlsomme foretagender fra adressen Vestermarksvej 12, Kliplev.

Det ene firma er Kim Sørensen, Struer ApS uden ansvarlig leder og tilladelser, og det andet er et firma, som faktisk slet ikke eksisterer. Det drejer sig om Bentzen Transport ApS, som blev erklæret konkurs sidste år i september.

Findes ikke på adressen

En ansvarlig leder er ifølge godskørselsloven ikke bare leder af navn, men også af gavn. Det er dog ikke tilfældet i K.S.- Transport, Struer ApS. Her er det nemlig ikke Erik Holger Hansen, der til daglig står inde for, at tingene er i orden.

Det er derimod Kurt Sørensen (far til Kim Sørensen, red.), som har så mange konkurser bag sig, at det er tvivlsomt, om han vil være i stand til at opfylde kravet om god skik i vognmandsbranchen og derfor kan blive godkendt som ansvarlig leder.

»Sagen om Bentzen ser mystisk ud. Den er voldsomt egnet til at skabe mistillid til hele tilladelsessystemet. Jeg kan ønske mig, at den lokale politimester tager skeen i den anden hånd og gør noget ved sagen,« pointerer Michael Svane.

Det handler om sikkerhed

Direktøren påpeger, at tilladelserne udstedes af sikkerhedsmæssige hensyn:

»Med tilladelser sikrer man sig, at vognmand og chauffører har tingene i orden. Det er sådan nogle sager som den her, der kan få reelle vognmænd til at spørge, hvorfor de skal have tilladelser. Noget tyder samtidig på, at kontrollen ikke er god nok, når det her kan finde sted. Jeg vil ikke sige, at det er dagligt, men vi bliver ofte ringet op af medlemmer, som påpeger ulovligheder. Derfor kan jeg også opfordre det lokale politi til, at man tager de her sager alvorligt,« mener Michael Svane.

Kører også for DTL-medlemmer

I går skrev Lastbil Magasinet, at de tre firmaer, som dagligt ledes fra Kliplev, kører for forskellige speditionsfirmaer, som ikke figurerer på DTL´s medlemsliste.

Det betyder samtidig, at DTL ikke kan slå firmaerne oven i hovedet med det etiske regelsæt. Men ifølge Lastbil Magasinets oplysninger er der kørselsrekvirenter til bilerne, som er inden for pædagogisk rækkevidde i forhold til de etiske regler.

En kørselsrapport for en enkelt dag viser nemlig, at en af K.S.- Transports biler kørte en tur for DSV Samsom, Lind ved Herning. Samme dag afhentede samme bil en trailer hos DFDS Dan Transport Taulov.

»Nu skal vi undersøge, hvordan tingene hænger sammen. Vi har haft flere sager med overtrædelse af de etiske regler, men indtil nu har vi haft det problem, at det drejede sig om firmaer, som ikke var medlemmer af DTL, men af Dansk Speditørforening, så dem må dén forening tage sig af. Derfor er det her en interessant sag,« mener formanden for Foreningen af Danske Langtursvognmand, Jens Tidemann.

Måske den rigtige sag

FDL-formanden vil have den her sag endevendt til bunds for at få afklaret, om det er nu, de etiske regler skal stå deres prøve.

»Men det mest beklagelige er, at når vi får stoppet én lovbryder i branchen, så starter der to nye. Det eneste vi kan gøre for at få det stoppet, er at gasse myndighederne ud fra den betragtning, at jo mere vi bombarderer dem med sager, des mere vil de gøre ved det,« håber Jens Tidemann.

Politiinspektør Mogens Wilbert, Rigspolitiets Færdselsafdeling København, finder sagen fra Kliplev fuldstændig grotesk. Læs hans kommentarer i morgen og hans bud på, hvordan firmaer af den kaliber eventuelt kan stoppes lovmæssigt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063