23948sdkhjf

Invitation til mindst 15 vognmandsfirmaer

DTL søger transportvirksomheder, som vil være med i et to-årigt projekt, der skal munde ud i et nyttigt arbejdsredskab for alle i branchen.

»Det her handler om, at nogle kloge mennesker siger, at virksomhedernes værdi ikke bare består af sten og lastbiler, men også i medarbejdernes viden. Det er let nok at fastsætte stenenes værdi, men projektet her skal bruges til at finde den mentale værdi i virksomheden,« pointerer ordførende direktør i DTL, Michael Svane.

Projektet handler om videnregnskaber, og det sættes i gang i det nye år af Erhvervsfremme Styrelsen. Det hele munder ud i, at deltagerne skal aflevere et videnregnskab i form af en rapport, som viser, hvad man vil gøre internt for at udvikle virksomhedens viden-ressource.

På godt dansk skal rapporten belyse, hvor godt medarbejderne er funderet til at drive virksomheden videre, og om de ansatte har den rette kompetence til at opnå de fastsatte mål.

Processen med at udarbejde videnregnskabet er mindst lige så vigtig som selve rapporten, understreger direktøren.

En model

»Videnregnskabet er en model - eller et stykke værktøj i værktøjskassen, som andre virksomheder også kan gøre brug af, når det er udarbejdet,« siger Michael Svane.

Han pointerer, at projektet ikke bare er for de store i branchen. Alle interesserede kan henvende sig.

»Det er en kæmpe udfordring, og deltagerne bliver isbrydere i forhold til resten af erhvervet,« siger direktøren.

Det bliver DTL's og ITD's opgave at finde frem til de vognmænd, som vil deltage i Erfa-gruppen. Fristen for parterne er frem til marts næste år. Senest foråret 2002 skal hver enkelt deltagers videnregnskab foreligge.

Undervejs i projektet skal virksomhederne samarbejde med både forskere og medarbejdere fra Erhvervsfremme Styrelsen.

Godt for alle

Michael Svane mener, at projektet vil være til gavn for branchen generelt.

»Hvis vi vil videre, så er vi for det første nødt til at arbejde sammen med samfundet omkring os, og for det andet er målet med projektet, at vi hen ad vejen bliver sat bedst i stand til at få den højeste pris for vort arbejde. Et videnregnskab betyder, at vognmanden kan sige til transportkøberen, at han kan levere et kvalitetsprodukt og en høj service,« forklarer direktøren.

Michael Svane mener, at det også vil munde ud i større fragtpriser, fordi de vil følge den ydelse, transportøren leverer.

»Ellers ender det hele med at blive discount, og så er der ingen, som får penge ind,« siger han.

Milde vinde

Samtidig glæder Michael Svane sig over, at der blæser milde vinde over transportbranchen fra erhvervsminister Pia Gellerup. Der har netop været et møde med ministeren i DTL-regi.

»Ministeren istemte den melodi, at erhvervet ikke som tidligere opfattes som et nødvendigt onde, men nu som et erhverv i sig selv, fordi det spiller en voldsom vigtig rolle med at binde samfundet sammen,« forklarer direktøren.

Han glæder sig også over, at ministeren gav udtryk for, at det er regeringens tankegang, at transportbranchen går på tværs af alle erhverv:

»Det er glædeligt, at Pia Gellerup mener, at transporterhvervet og vognmændene er nøglen til at få det moderne samfund til at hænge sammen,« siger Michael Svane.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079