23948sdkhjf

Køletrailer gav mistanke om svindel

Det var en køletrailer, som stod og brummede i flere uger, der ledte tolderne på sporet af EU-svindelen.

»Gennem flere uger står en smørbil kølet ned i Taulov. Det får en kollega til at tænke, hvad foregår der her. Det var nok starten på, at vi kom i vej med, at der var noget galt.«

Sådan forklarede specialkonsulent Knud Kingo Christensen, Told & Skat Vejle, i Retten i Fredericia i går grundlaget for myndighederne undersøgelser i forbindelse med EU-svindelen.

Allerede i december 1994 havde tolderne nær kontakt til den ene af de tiltalte. Under en transport med cigaretter fra Finland til Schweiz via Helsingør orienterede den tiltalte hele tiden myndighederne om ruten, så man kunne kontrollere, at alt gik rigtigt til.

»Den transport blev afsluttet korrekt. Det var først i maj 1995, at vi blev opmærksomme på, at der var afgået to cigarettransporter fra de to tiltaltes arbejdsplads i Taulov i november 1994,« forklarede konsulenten på den omfattende retssags sidste dag med afhøringer.

Var godkendt

Årsagen til, at myndighederne ikke var opmærksomme på cigarettransporterne inden et halvt år efter, skyldtes, at firmaet i Taulov havde toldgodkendelse til forsendelse af industrivarer.

»Derfor fik vi ikke nogen forudanmeldelse på cigaretterne. Men det skal vi have – både på smør og cigaretter. Også selv om firmaet har en godkendelse. De varer kræver nemlig en specialtilladelse, da det er følsomme varer, hvor vi skal bruge EU´s Early Warning system for at sikre, at transporterne går rigtigt til. Desuden kræves der fuld kaution for told og afgifter,« forklarede Knud Kingo Christensen.

Varerne når ikke frem

Efterhånden bliver myndighederne klar over, at der er noget i vejen med de forsendelser, de to tiltalte står bag. Varerne bliver ikke fremført på de toldsteder, som står påført T-dokumenterne. Told & Skat begynder derfor at verificere forsendelsespapirerne med bestemmelsesstedet, og da viser det sig, at papirerne er påført falske stempler.

»Jeg var nede og gennemgå flere af sagerne, blandt andet i Modena hos en frostvirksomhed. Her finder vi papirer på læs, som kilomæssigt svarer overens med nogle af læssene fra de tiltalte. Det drejer sig om otte forsendelser. Vi finder også ud af, at varen øjensynligt er gået videre til Napoli, hvor smørret efter al sandsynlighed er brugt til småkager,« mente konsulenten.

Han forklarede også, at de fire læs smør, som endte i Frankrig, tilsyneladende er pakket om på et lokalt mejeri og endt som små pakker i supermarkeder.

Myndighedernes forventninger

Ifølge Knud Kingo Christensens forklaring udtrykker T-dokumentet det, som myndighederne må forvente skal ske med varerne.

»Vi forventer, at det er de reelle oplysninger, som er angivet i dokumentet. Sker der ændringer, kræver det en anmeldelse til toldvæsenet, hvis varen fremføres på et andet toldsted. Knækker der en aksel i Tyskland, læsser man ikke bare om uden at kontakte de lokale toldere. Det er en viden, som vi må tage for givet, at speditørerne kender lige så godt som os,« sagde han.

Specialkonsulenten forklarede også, at han efterfølgende har undersøgt, i hvor mange tilfælde der generelt ændres kurs med hensyn til den oprindelige adresse på T-dokumentet.

»Jeg dykkede tilbage og fandt ud af, at det sker i et par tilfælde ud af 100 transporter, så det er sjældent, vi har oplevet noget i den størrelsesorden som i den her sag,« pointerede han.

Sidste mand i skranken

Gårsdagens retsmøde sluttede med, at en af de tiltalte blev afhørt igen på sin forsvarers anmodning.

Tiltalte forklarede, at han engang i sommeren 1995 blev opmærksom på, at der var problemer i forhold til ordregiveren, fordi transporterne ikke blev afsluttet på bestemmelsestoldstedet ifølge T-dokumentet.

»Vi forholder ham skriftligt, at der ellers vil ske noget alvorligt, og at det er mange penge, som det drejer sig om. Samtidig holder vi gode miner til slet spil. Ellers ved vi ikke, hvornår vi vil få vores tilgodehavende. Ordregiveren er en stor del af vores forretning, så vi er nødt til at holde ham tæt ind til kroppen,« fortalte den tiltalte.

Tilføjelser

Tiltalte havde desuden nogle tilføjelser til vidnernes forklaring, som han gerne ville have skrevet i retsbogen.

»På et tidspunkt blev der sagt, at transporterne udgjorde størstedelen af firmaets ordrer i Taulov. Det er ikke korrekt. Det var kun cirka fem procent. Det passer heller ikke, at Told & Skat ikke havde kendskab til, hvad der forgik af forsendelser fra firmaet, når det havde godkendelse af toldvæsenet. Hver dag blev forsiderne af T-dokumenterne på afgåede læs samlet sammen og tilsendt Told & Skat i Vejle,« forklarede han.

Dagen i retten sluttede med, at der blev fremlagt dokumentation fra Kriminalforsorgens undersøgelsen af de to tiltalte. De er begge stafegnede og lovede, at de ved en eventuel straf i form af samfundstjeneste ville påtage sig forsorgens anvisninger.

I dag går anklageren i gang med sin procedure.

Læs også artiklen: »En tur med mange kontraordrer«

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063