23948sdkhjf

Kører på tredje år uden tiladelser

Det sjællandske firma I.V.T. ApS kører uden ansvarlig leder og på midlertidige tilladelser på tredje år. Sidste mand for bordenden forlod, med Færdselsstyrelsens vidende, stillingen omkring maj 1998. Siden har styrelsen behandlet en ansøgning om en lille snes tilladelser.

Familien Madsen fra Vig er stadig på banen på midlertidige tilladelser. Og det på trods af et par konkurser i kølvandet på familienavnet, og at der ikke har været en ansvarlig leder siden sidst på foråret 1998, samt at der i august måned var tre verserede straffesager ved Retten i Nykøbing Sjælland: En for overtrædelse af Færdselsstyrelsens bekendtgørelse og to for Trafikministeriets ditto.

Sagen om I.V.T. ApS, Vig får formand for Odsherreds Fragt- og Vognmandsforening, Torben Nielsen og ordførende direktør Michael Svane, DTL til at give Færdselsstyrelsen det gule kort for nøl.

»De andre små vognmandsforretninger kan Færdselsstyrelsen godt finde ud af at fare efter, men dem, der er besværlige, gør styrelsen ingenting ved,« mener Torben Nielsen.

»Vi har korresponderet med Færdselsstyrelsen om sagen siden 1999. Det siger sig selv, at jo længere I.V.T. får lov til at køre, jo mere føler vi os til grin,« pointerer Michael Svane.

Forlænges ikke i årevis

I Færdselsstyrelsen har man det princip, at man ikke udtaler sig i verserede sager. Men kontorchef Carsten Falk Hansen siger:

»Vi sidder ikke og forlænger midlertidige tilladelser i årevis. Ifølge lovgrundlaget bortfalder de efter tre måneder. Fristen kan dog forlænges, men så går vi ind og vurderer i den konkrete sag. Udgangspunktet er også, at i langt de fleste tilfælde er tingene på plads efter de tre måneder.«

Kontorchefen påpeger også, at reglerne om midlertidige tilladelser blev strammet i forbindelse med ændringen af Godskørselsloven i maj 1999.

Er I.V.T. noget særligt?

»Du kan da finde eksempler på, at nogle kører ud over de tre måneder, men da bekendtgørelsen blev ændret i 1999, kom der en anden praksis end tidligere, hvor ansøgerne kunne skubbe tingene foran sig i lang tid. Nu siger de nye regler, at de midlertidige tilladelser bortfalder efter tre måneder. Det er vi ret restriktive med, men det er en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde,« forklarer Carsten Falk Hansen.

Lastbil Magasinet ville gerne have spurgt, hvad der er så specielt i tilfældet I.V.T., siden Færdselsstyrelsen nu har forlænget de midlertidige tilladelser i firmaet siden sommeren 1998, men som påpeget tidligere: »Færdselsstyrelsen udtaler sig ikke i konkrete sager.«

Normalt selskab

Ifølge oplysningerne i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er I.V.T. ApS, Søndre Vænge 19, Vig, et helt normalt selskab med binavnene Claus Madsen Transport ApS og Vig Last og Trailer ApS.

Selskabet blev stiftet i januar 1997 af VX 20.182 c/o lrs. Per Stakeman, København, og det tegnes af en direktør. Det er Laila Madsen. Hun overtog posten i juni 1997 efter Claus Einer Madsen, som hun også er gift med.

Fruen har gang i andre aktiviteter. 14. juni 1999 stiftede hun selskabet CMI Transport ApS under navnet Laila Sørensen. Selskabets direktion, som tiltrådte samme dag, består af Laila Madsen. Begge Laila´er bor på adressen Vangsbovej 6, Vig. Ifølge Lastbil Magasinets oplysninger skyldes det, at der er tale om samme person.

Det er nærliggende at forestille sig, at CMI Transport ApS er et transportfirma, men Færdselsstyrelsen har ikke modtaget ansøgning om tilladelser.

Et par konkurser

Ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har Claus Einer Madsen tidligere været involveret i et par konkursramte selskaber.

Det drejer sig om Saxtorphs Eftf. ApS med seneste registreringsdato i oktober 1994. Her sad Claus Einer Madsen i direktionen, men fratrådte i juni 1994.

Det andet væltede selskab med vognmand Madsens fingeraftryk er Odin Transport ApS. Det blev stiftet af VX 20.181 ApS. Her sad vognmanden i direktionen, da stregen blev slået i oktober 1997.

DTL undrer sig

»Det er sådan en sag som den her, der er velegnet til at sætte spørgsmålstegn ved hele tilladelsessystemet, og som får ærlige folk til at føle sig til grin,« siger Michael Svane.

Han påpeger, at DTL har rykket i Færdselsstyrelsen flere gange for at få dem til at gribe ind og hive tilladelserne hjem.

DTL´s etiske regler kan ikke bruges i forhold til I.V.T. ApS. Firmaet var ganske vist medlem af DTL, men blev smidt ud, fordi der kun kom kontingentindbetaling for et enkelt kvartal, oplyser formanden for den lokale vognmandsforening Torben Nielsen. Han fatter ikke en pind af, hvad der foregår i Færdselsstyrelsen.

Styrelsen kender forholdene

Lars Peter Rasmussen. Det er navnet på manden, som I.V.T. ApS gerne vil have godkendt som ansvarlig leder i Færdselsstyrelsen. Uden at det dog er lykkedes endnu.

I slutningen af juli måned i år orienterede styrelsen DTL om sagsforløbet i forbindelse med ansøgningen.

I brev af 6. september trækker Odsherreds Fragt- og Vognmandsforening i nødbremsen og orienterer DTL om de tre straffesager ved Retten i Nykøbing Sjælland i august mod Laila Madsen.

Det får DTL til at henvende sig skriftligt til Færdselsstyrelsen 14. september med kopi af retslisten.

»Fra vor medlemsforening Odsherreds Fragt- og Vognmandsforening har vi modtaget vedlagte oplysninger. Det fremgår heraf, at der er rejst flere straffesager mod I.V.T. ApS, hvorfor vi skal anmode Styrelsen om at inddrage disse forhold i godkendelsesspørgsmålet.«

Aktindsigt

Med retsplejeloven i hånd har Lastbil Magasinet skrevet til domhuset i Nykøbing Sjælland for at forhøre sig om resultatet af straffesagerne.

Er Laila Madsen dømt, kan det få konsekvenser. Ifølge Godskørselsloven skal der kigges på personkredsen i selskaber, inden der udstedes tilladelser, fordi loven kræver pletfri vandel.

Desuden kan der samtidig stilles spørgsmål ved, om I.V.T. kan godtgøre, at firmaet i fremtiden vil følge god skik i branchen, hvis direktøren er dømt for to overtrædelser af Trafikministeriets bekendtgørelse og for én overtrædelse af Færdselsstyrelsens bekendtgørelse.

»Direktør Christian Duus, Færdselsstyrelsen, lovede på et møde i DTL sidst i november på Tylstrup Kro at skride ind over for den her slags sager, så nu regner jeg med at se handling,« pointerer Michael Svane.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063