23948sdkhjf

Der er penge at spare

Chauffør Steen A. Jensen, Lystrup har sendt os dette indlæg, der fortæller, hvordan der med enkle midler kan spares 10 % af dieselolien:

Adskillige vognmænd himler i denne tid op med, at "nu tåler vi ikke flere stigninger" på dieselolien.

Det er nu én gang sådan, at vi danskere absolut ikke har noget at sige over verdensmarkedspriserne, men vi kan selvfølgelig henstille til vore politikere, at de måtte sænke afgiften, hvilket de, i lighed med andre lande, imidlertid ikke har til sinds.

Hvad gør vi så? Jah, der er jo den mulighed, at man griber i egen barm og ser på, hvad man SELV kan gøre for at nedbringe denne tunge omkostning. Hvad med at lade sine chauffører køre lidt mere økonomisk?

Er vognmanden ligeglad?

Adskillige af de kolleger, jeg taler med rundt om i landet, er helt enige om, at netop DERES vognmand er totalt ligeglad med, hvor langt de kører på literen. Det lyder jo da lidt drastisk, men der er nok noget om snakken alligevel.

80 - 90 % af lastbilerne på de danske motorveje kører 85 - 90 km/t. Med et frontareal på ca. 10 kvadratmeter, monteret med tagbøjler, projektører, lysskilte, tagbagagebærere og andet sjovt, er der en kraftig luftmodstand, og den stiger særdeles meget, jo hurtigere man kører.

Blot ved at nedsætte hastigheden fra 90 til 80 kan man spare 5 - 10 % i brændstof, og det er tidsmæssigt næsten gratis at gøre det.

Den gamle skrøne om, at "vi skal nå dit, og vi skal nå dat inden klokken dét", kender vi til hudløshed, men min personlige erfaring er, at på en tur på 60 km, er der en forskel på ankomsttiden på under 2 minutter!

Ikke over 80 km/t

En ung kollega og jeg fulgtes fra Løsning til Århus havn. Vi startede samtidig fra kunden, og da vi nåede ud på motorvejen, overhalede kollegaen, og jeg så ham ikke mere, før jeg nåede ned til færgen i Århus, hvor han var ved at billettere. Vi fulgtes ad derfra igen.

Da det var gået sådan for sig tre gange, kom kollegaen over til mig og spurgte, om ikke jeg havde kørt frygteligt stærkt, siden jeg allerede var fremme. Svaret var: NEJ, ikke over 80 km/t på noget tidspunkt.

Det kunne han ikke rigtigt forstå, men han prøvede alligevel på næste omgang at følges med mig. Det tog cirka 1 1/2 minut længere tid, end da han kørte 85 - 90 km/t.

Allerede efter to dage kunne han aflæse hastighedsnedsættelsen på brændstofmåleren.

På job - ikke på flugt

Jeg gjorde min egen erfaring, da jeg fik min nye bil for 2 1/2 år siden. Den blev kørt som den gamle; også med 90 km/t.

De første uger kørte jeg ca. 2,3 - 2,5 km/l. Så nedsatte jeg hastigheden til 80 og begyndte samtidig at udnytte min motor noget bedre på bakkerne. I dag kører jeg ca. 2,90 km/l i gennemsnit. Bilen vejer 19.800 kg tom og ca. 47.000 kg belæsset. I dag kører den altså ca. 25 % længere på literen!

Så kom op på dupperne, kolleger; vis at I kan spare på brændstoffet. Det koster kun nogle få minutter om dagen, og når man tillige er på timeløn, er der da slet ingen grund til at race derudad. Husk på, at I er på arbejde, ikke på flugt.

Med venlig hilsen
Steen A. Jensen

Lystrup

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078