23948sdkhjf

DTL beder Europaudvalget om hjælp

Folketingets Europaudvalg bør sikre danske vognmænd mod ny konkurrenceforvridning, mener DTL, der har skrevet til udvalget, som holder møde i morgen.

På mødet skal medlemmerne blandt andet tage stilling til, om Danmark i EU skal stemme ja til, at Holland, Frankrig og Italien i praksis får lov til at nedsætte dieselafgiften til EU's minimum på cirka 1,85 kr. pr. liter. Det er 72 øre lavere end den nuværende danske afgift.

I brevet til Europaudvalgets medlemmer gør DTL opmærksom på, at et ja til nationale afgiftsnedsættelser også er et ja til, at danske vognmænd påføres konkurrenceforvridning fra de pågældende landes vognmænd.

Derfor bør Europaudvalget efter DTL's mening pålægge den danske regering at stemme nej til en forlængelse og udbygning af de nationale dieselrefusionsordninger.

Sagen kræver enstemmighed i EU, så et dansk nej vil i praksis være et veto mod en forringelse af konkurrencesituationen for vognmænd fra lande, der ikke vil nedsætte dieselafgiften.

Regeringen har allerede på en række møder i EU støttet en politik, der afviser nedsættelser eller refusionsordninger for blandt andet dieselolie. Den politik vil DTL holde regeringen fast på.

Som omtalt forleden, så skrev DTL i sidste uge til skatteminister Ole Stavad og trafikminister Jacob Buksti om den samme sag.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098