23948sdkhjf

Akselafstande og tilladte totalvægte

På opfordring skal vi ridse et par vigtige bestemmelser op for totalvægtsregler ved sammenkobling af sættevognstog.

Det er et område, hvor chaufførerne skal være yderst opmærksomme på følgende bestemmelser:

Afstanden fra bageste aksel på det trækkende køretøj og sættevognens første aksel skal ved et sættevognstog på 5 aksler eller mere være mindst 2,5 m. Dog skal afstanden være 3,0 m, såfremt sættevognen er udstyret med 3 aksler, hvor nogen indbyrdes afstand er mindre end 1,1 m, og 4,0 m såfremt man vil have en totalvægt over 44 tons.

Frem med målebåndet

Sidstnævnte regel kan give problemer, specielt ved sammenkobling af 3-akslede trækkere og f.eks. korte 3-akslede tipsættevogne.

Ofte er tipsættevogne, der ikke direkte er konstruerede til den nordiske kombination med 48 tons totalvægt og deraf følgende passende længde, så korte, at man lige rammer ind i problemstillingen med, at afstanden ikke når op på de lovbefalede 4,0 m, så totalvægten falder ned på max. 44 tons, uanset at trækkeren er på 24 tons totalvægt (efter de danske nationale regler med max. akseltryk på 10 tons!), og sættevognen har max. triplebogietryk på 24 tons.

Så hvis en fremmed trailer tilkobles, hvor man er i tvivl om afstanden mellem trækkerens bagerste aksel og trailerens forreste aksel, så er det bare frem med målebåndet.

Dansk faldgrube

Biler, der er godkendt til 26 tons totalvægt i international trafik (EU), er en anden dansk faldgrube, som man skal være yderst opmærksom på som chauffør.

Såfremt en 3-akslet forvogn eller trækker er godkendt til 26 tons totalvægt, er det ikke sikkert den kan køre med en totalvægt på 24 tons efter de nationale regler. Der findes 3-akslede trækkere med pusheraksler, der kører med op til 11,5 tons drivaksel og to stk. 7,4 aksler som henholdsvis foraksel og som mellemaksel (pusheraksel).

Når en sådan bil kører nationalt, falder bogietrykket ned på max. 16 tons og forakslen ned på max. 7,4 tons, hvilket i alt giver max. 23,4 tons totalvægt, selvom bilen gerne må køre med en totalvægt på 26 tons ved international kørsel efter EU-reglerne.

Uforståeligt regelsæt

Det er umiddelbart ikke let at forstå den slags, men sådan er reglerne bare.

Når man så kommer til Danmark med et sådant køretøj i en kombination med en 3-akslet sættevogn, der har 24 tons triplebogietryk, så skal chaufføren være yderst opmærksom på, hvis trækkerens totalvægt er f.eks. 26 tons. Så smutter den samlede lovlige totalvægt ned på 40 tons, hvorefter de 8 tons (op til 48 tons totalvægt) pludselig er overlæs.

En pudsig regel, der udelukkende kan være lavet for at genere landevejstransporten mest muligt i Danmark. Men sådan er reglerne nu engang skruet sammen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109