23948sdkhjf

Grænseåbning udskudt

Principbeslutningen om, at den gamle Kruså grænse skal genåbnes for lastbiler, blev mod forventning ikke truffet på amtets teknik- og miljøudvalgs møde i går.

Det varer endnu en lille måneds tid, inden teknik- og miljøudvalget i Sønderjyllands Amt beslutter, om Kruså grænsen skal lukkes op for lastbiler, og om den gamle Padborg grænse skal døgnåbnes for tunge trafikanter.

»Vi vil have tingene ordentligt belyst. Derfor vedtog vi, at vi hver især skal drøfte situationen med vort politiske bagland, inden vi beslutter os for, hvad vi vil indstille til amtsrådet. Jeg forventer, at sagen igen vil blive behandlet i teknikudvalget sidst i november.«

Sådan siger medlem af teknik- og miljøudvalget i Sønderjyllands Amt, Jens Ole Juhler (S), V. Sottrup.

I går besluttede udvalget nemlig at udskyde principbeslutningen om, at den gamle Kruså grænse skal genåbnes for lastbiler, når Schengen-aftalen træder i kraft næste år i marts. Samtidig lagde forslaget op til, at den gamle Padborg-grænse skal holdes åben døgnet rundt.

Tog afstand

Jens Ole Juhler lægger ikke skjul på, at det især er den eventuelt kommende tunge trafik gennem Kruså, der bekymrer ham.

»Jeg går ind for, at tingene gennemdrøftes, inden vi træffer beslutningen. Åbner grænsen, vil det give problemer for lastbiler og chauffører søndag aften. Der er ingen steder, de kan holde, og vi kan ikke have dem til at parkere langs hovedvejen og risikere, at chaufførerne bliver kørt ned, hvis de står ud af bilen,« mener Jens O. Juhler, der selv er tidligere chauffør og fhv. formand for Chaufførernes Fagforening i Aabenraa.

Han vil også have vejnettet undersøgt grundigt for at se, om det kan holde til den tunge trafik. Siden 1978, hvor grænsen lukkede, har vejnettet nemlig kun været beregnet til personbilstrafik.

Kræver tunnelløsning

Dagligt passeres vejen gennem Kruså af skolebørn og andre bløde trafikanter, og både eftermiddag og aften er der livlig trafik af store og små borgere til Grænsehallerne. Jens Ole Juhler kræver, at de bløde trafikanter sikres bedst muligt, hvis grænsen skal genåbnes for lastbiler.

»Der er to løsninger – enten en tunnel eller en bro. Jeg mener, at der kun kan være tale om en tunnelløsning, fordi en bro kan være svær at passere for for eksempel handicappede, cyklister og folk med barnevogne,« påpeger udvalgsmedlemmet.

Tilfreds borgmester

»Fornuftigt.« Sådan kalder borgmester Allan Niebuhr (C), Bov Kommune, udvalgets beslutning. Han og et flertal i byrådet har svært ved at se det fornuftige i at genåbne Kruså grænsen.

»Kruså er slet ikke gearet til at servicere alle de lastbiler. Det er ikke nok, at der er fire-spors veje. Vi ved også, at Tyskland opretholder kørselsforbuddet i weekenden. Vi kan ikke have alle de lastbiler holdende søndag aften. Det vil også give beredskabsmæssige problemer. Ganske vist er der så nogen, som siger, at det slet ikke er sikkert, at lastbilerne vil benytte grænsen, men hvad skal vi så med den,« spørger borgmesteren.

Ifølge Allan Niebuhr går det lokale erhvervsråd også imod en genåbning. Til gengæld er den lokale vognmandsforening sammen med Danfoss på Als aktiv i arbejdet med at få Kruså grænsen åbnet.

»Men det synes jeg er et meget tyndt grundlag,« mener borgmesteren i Bov.

Vil stille krav

Vedtager Sønderjyllands Amtsråd alligevel grænseåbningerne, må de involverede politikere tage konsekvensen af deres handling og gøre alt for at sikre beboerne i Kruså, mener Bov-borgmesteren.

»Flensborgvej går lige gennem byen, hvor der færdes mange skolebørn og børn, som benytter fritidstilbud. Så vi kan kun sige, at hvis amtet gennemfører beslutningen, så skal det også være med til at sikre de bløde trafikanter, samt løfte beredskabet,« forklarer Allan Niebuhr.

Politiet har også et stort ord at skulle have sagt. Hos etaten er man heller ikke begejstret ved tanken om den tunge trafik gennem Kruså.

»Det betyder, at det i sidste ende kan blive trafikministeren, som kommer til at afgøre, om grænsen skal åbnes,« påpeger Allan Niebuhr.

Håber på omtanke

Politimester Knud Mørup, Gråsten, maner også til omtanke fra politikernes side.

»Vi vil selvfølgelig helst være fri for, at grænsen åbner, og selvfølgelig skal vi ikke være sortseende på forhånd, for det er svært at forudsige trafikmønstret ved en grænseåbning. Men jeg vil håbe, at politikerne har noteret sig, hvad de vil gøre for at afhjælpe problemerne for de bløde trafikanter,« siger politimesteren.

Selve trafiksituationen ved grænsen, inden den eventuelt lukker op for lastbiler søndag aften, mener han kan afhjælpes ved, at der bliver parkeringsforbud.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.046