23948sdkhjf

Fremtidsbil fra MAN

Den tyske fabrik viser på IAA en trækker med mange avancerede detaljer.

Selvom MAN traditionen tro havde afsløret sine største IAA nyheder ved et forudgående pressearrangement, vidner indholdet på den tyske producents store stand om endnu flere nyheder.

Udover en TG 410 A volumentrækker med 960 mm skammelhøjde, små hjul og optimeret luftaffjedring, viser MAN på IAA messen i Frankfurt den første prototype af den nye V10 Euro-3 motor, og en spændende fremtidstrækker med navnet TG-X.

Med blandt andet elegant designede og optimalt vindafvisende sideafskærmninger skiller TG-X, der nærmest kan betegnes som en avanceret TG-A, sig klart ud fra flokken.

Derudover indeholder fremtidsbilen et nyt trækakselophæng. Den traditionelle krængnings-stabilisator er erstattet med en firepunkt kontrolarm, der er placeret ovenpå bagtøjets banjo og derfra er forbundet til det nærmeste, forreste chassistravers.

Automatisk afstandskontrol

Af andre spændende fremtidsvisioner kan bl.a. nævnes det dynamiske kørekontrolsystem ESP. Det er et elektronisk styret, dynamisk stabilitets- og antikrængningssystem, der er koblet til EBS skivebremserne.

Desuden vidner TG-X’s omfattende trafiksikkerheds-udstyr om, at MAN er på vej ind i Volvos fodspor med hensyn til automatisk afstandskontrol. Systemet, der i MAN sammenhæng kaldes ACC, fungerer via en sensor, som er monteret på bilens front, og derfra sender elektroniske målesignaler fremad.

Sensoren er koblet til bilens cruiserkontrol (fartfastholder). I samme øjeblik sensorer registrerer, at afstanden til et forankørende køretøj er for kort i forhold til en på forhånd indstillet afstand, bliver hastigheden automatisk sat ned.

Fremtidens dæk

MAN TG-X har også et bud på fremtidens dæk på tunge lastbilers bagaksler.

Modsat normale tvillingehjul er fremtidsbilen monteret med store supersingle dæk på trækakslen.

Skønt supersingle træk dækkene stadig er på forsøgsstadiet hos Continental, forventes de muligvis at være klar til levering i juli måned år 2001.

Størrelsen på de ca. 44 centimeter brede single dæk er 425/55 R22,5. Og da hvert dæk er garanteret til en bærevene på 5,8 tons og en tophastighed på 130 km/t, klarer de snildt kravet til 11,5 tons akseltryk.

Advarsel til chaufføren

For at gøre det lettere at holde øje med dækkenes almene status, er hver fælg monteret med en trykmåler, der er forbundet direkte til dækkets ventil.

Desuden er trykmåleren indrettet således, at den sender et radiosignal til chauffører, hvis dæktrykket ikke er korrekt. Hvis der pludselig opstår et hurtigt trykfald i dækkene, eksempelvis ved punktering, bliver chaufføren gjort opmærksom på det via et advarselslys i instrumentbordet.

Sammenlignet med konventionel tvillingmontering, vurderes singledækket til at have to store fordele. Dels en vægtbesparelse på ca. 80 kilo, dels en forbedret brændstoføkonomi på to procent.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062