23948sdkhjf

Lovbrydere har frit spil i udlandet

Selv om en vognmand mister sine tilladelser for grove ulovligheder her i landet, kan han fortsat drive forretning i udlandet.

»Den går bare ikke. Det kan simpelthen ikke passe, at vognmænd, der bryder loven her i landet og mister sine tilladelser, bare kan fortsætte med at drive virksomhed i et andet EU-land, som om ingenting var hændt. Den sag må rejses over for trafikministeren.«

Sådan siger medlem af EU´s trafikudvalg, Freddy Blak til Lastbil Magasinet, da han får forelagt det faktum, at selv om de danske tilladelser inddrages, så har myndighederne her i landet ingen mulighed for at medvirke til at hjemkalde de tilladelser, som virksomheden har erhvervet i for eksempel Luxembourg, hvis vognmanden er flaget delvis ud.

Klare regler

Inden vognmanden kan oprette et selskab i et andet EU-land, skal han via et certikat fra Færdselsstyrelsen godtgøre, at han kan erhverve danske tilladelser.

»Når vi udfærdiger et certifikat, attesterer vi, at vognmanden på nuværende tidspunkt opfylder de faglige kvalifikationer, og dem beholder han jo. Også selv om han mister sine tilladelser her i landet på grund af grove lovovertrædelser,« oplyser kontorchef i Færdselsstyrelsen, Carsten Falk Hansen.

»Sker det, tager vi ikke fat i udlandet. Det kan vi heller ikke, for vi ved ikke, i hvilket land han bruger attesten. Det behøver han nemlig ikke fortælle. Og selv om vi vidste det, så er grundlaget for attesten stadig i orden, fordi det netop går på det faglige ved udstedelsen,« siger Carsten Falk Hansen.

»Nu kan det være nok«

»Det kan ikke passe, at vi som medlemmer af EU bare kan flytte problemet med lovbrydere fra et land til et andet. Jeg henvender mig snarest til trafikministeren med en kopi af Lastbil Magasinets artikel om sagen, og så vil jeg samtidig sende en kopi til Freddy Blak. Det her skal også op på EU plan,« siger formanden for Chaufførernes Fagforening i Aabenraa, Johnny Schytt-Nielsen.

Han mener, bægeret er fyldt lige til randen. Ikke mindst set i lyset af sagen fra transport- og speditionsfirmaet Andreas Andresen, Padborg, som benyttede russere til cabotagekørsel inden for landets grænser.

(Læs artiklerne fra tirsdag og onsdag, red.)

»Skal loven være noget værd, mener jeg, at de må have et alvorligt problem i forhold til deres tilladelser - både her i landet og i Luxembourg. En bøde på 4000 kroner, sat i forhold til den indtjening, de har haft på kørslen, er helt ude af propertioner,« mener formanden.

Virksomheden har i flere år haft en afdeling i Luxembourg, og de seneste forlydenderer går på, at et stort antal af bilerne på danske plader nu er på vej til Hertugdømmet. Ifølge Lastbil Magasinets oplysninger skulle det dreje sig om minimum 50 biler.

Laveste fællesnævner

»Det er nu engang sådan, at når man i EU har løst transportproblemet med lastbiler, så lagerkapaciteten opholder sig på landevejen, så forstår jeg ikke, at nogen i systemet kan acceptere, at man bruger den laveste fællesnævner for at holde omkostningerne nede. Hvad med om det blev den højeste fællesnævner, hvor man så på kvaliteten af transporterne i stedet for,« spørger formanden fra Aabenraa.

Han synes i øvrigt, at Andreas Andresens danske kolleger på vejen må have svære forhold, når de er underlagt så ulige konkurrencevilkår, som Padborg-firmaet har præsteret.

Lastbil Magasinet forsøgte i går at få en kommentar fra trafikminister Jacob Buksti, men han var travlt optaget af EU-afstemningen. Hans sekretær anbefalede at sende en kopi af artiklen, så vil ministeren hurtígst muligt vende tilbage med et svar.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.585