23948sdkhjf

Comlog styrer bilerne

Nordjysk IT-virksomhed med speciale i flådestyring for transportbranchen inviterer i morgen til reception for at præsentere sit nye domicil.

Pladsen blev for trang på den tidligere adresse. Derfor besluttede man hos LH Comlog A/S at opføre et 720 kvadratmeter stort byggeri i Teknologiparken i Aabybro.

Det nye hus stod færdigt tidligere på året, og nu har de 18 medarbejdere pakket ud og sat sig ved arbejdsbordene. Derfor inviterer den administrerende direktør og ejer Per Bang Larsen kunder og forretningsforbindelser inden for i morgen torsdag 8. september til reception. Direktøren glæder sig til at vise den nye virksomhed frem for alle interesserede.

1000 anlæg på vejen

LH Comlog A/S begyndte som selvstændig virksomhed i 1998 med Per Bang Larsen ved roret. I dag har virksomheden mere end 1000 kommunikationsanlæg i drift til bilovervågning alene i Danmark, men Comlog har også en del udenlandske kunder.

Inden Per Bang Larsen overtog firmaet, var det en afdeling af LH Agro A/S, som er producent af elektroniske monitorer og computere til kontrol og styring af landbrugsmaskiner såsom traktorer og mejetærskere.

I 1999 overtog Comlog konkurrenten Navigato. Det betød dels, at der kom nye medarbejdere til virksomheden, dels at Comlog fik en bredere vifte af produkter samt fik tilført mere teknologi og knowhow. I sidste ende er det en fordel for kunderne, fordi Comlog i dag er i stand til at forbedre de eksisterende systemer og udvikle nye og mere avancerede.

Bedre styring

Per Bang Larsen ser da også lyst på fremtiden: »Vi har bygget nyt, så der er plads til yderligere personale, for der er lavet undersøgelser, som konkluderer, at biler, der bevæger sig med serviceydelser, kan have glæde af den ny teknologi. Firmaet har blandt andet mulighed for at se, hvor køretøjerne er, hvis der kommer et hastejob. Det giver de andre chauffører ro til at udføre deres arbejde,« fortæller direktøren.

Han forklarer også, at Comlog lader konkurrenterne om at lave de systemer, som bruges hjemme i virksomheden: »Vores styrer bilerne ude i verden,« siger han.

Servicemontører

Indtil nu sidder overvågningsudstyret især i last- og kurerbiler, så nu er tiden kommet til at udvikle ting, som kan bruges af servicemøntører.

»Montøren får elektronisk en kundeliste, så han kan se, hvor han skal hen. Sammen med den får han en stregkodelæser, som kan aflæse den tid, montøren bruger og de reservedele, han anvender. Det betyder, at han både kan udskrive en faktura og ajourføre lageret. Det er en arbejdsgang, som der ellers bruges meget tid på - normalt sidst på dagen,« mener Per Bang Larsen.

Tjek på trailerne

Hos en virksomhed med 100 løstrailere kan man engang imellem have problemer med at huske, hvor de står. Derfor har Comlog udviklet overvågningsudstyr, så man hjemme kan følge deres bevægelser.

»På den måde kan man se de enkelte traileres position, og det sikrer samtidig mod tyveri. Systemet kan bruges til både køle- og stykgodstrailere,« forsikrer Per Bang Larsen.

Overvågningen kan også bruges til busser, hvor det for eksempel kniber med at holde køreplanen. På sekunder kan man se, hvor det går galt og rette tingene til.

»Personbilsmarkedet er endnu ikke klar til at lade sig overtage, men der er dog enkelte, som bruger udstyret allerede,« siger Comlogs ejer.

Overvågning?

Det er hændt, at chauffører ved indførelse af kommunikationsanlægget har været endog meget skeptiske, fordi de følte sig overvåget, men de er som regel kommet på bedre tanker.

»I forvejen kan skiven jo alligevel afsløre, hvis de er på gale veje. Så efterhånden ser chaufføren systemet som en lettelse, fordi han slipper for den manuelle rapportering af blandt andet afgangs- og ankomsttidspunkter samt aflæsninger. Desuden hjælper anlægget ham med at finde vej, så i stedet for at være en hæmsko, finder han ud af, at det er en lettelse i dagligdagen,« siger Per Bang Larsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079