23948sdkhjf

Smørret skifter bord

Politiet i Aalborg er færdige med deres del af efterforskningen i EU-svindelsagen med 100 læs smør - 2700 ton - til en værdi af 50 millioner kroner.

Sagen startede tilbage i begyndelsen af 1990´erne. Nu er Aalborg Politi færdige med efterforskningen og har sendt sagen videre til Statsadvokaten i Aalborg.

Det hele tog sin begyndelse, da nogle læs tjekkisk, ufortoldet smør via et smut omkring Nordjylland endte i Italien. Ifølge papirerne var smørrets mål et land uden for EU. Så skal der ikke betales importtold og afgifter.

Smørret nåede bare aldrig længere end til »Støvlelandet.« Herefter endte det så at sige på EU-borgernes brød med stor fortjeneste for de involverede parter.

Politiet i Aalborg har gennem flere år efterforsket fire nordjyders andel i svindelen. Andelen var nogle få læs smør, og moms- og afgiftsunddragelsen beløber sig til nogle millioner. De fire har gennem lang tid været sigtet i sagen. Nu er det op til Statsadvokaten at afgøre, om der skal rejses tiltale.

»Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget akterne. Men det er en omfattende og ret kompliceret sag, så vi skal nok et par måneder længere frem, inden jeg kan sige, hvad det ender med,« oplyser vicestatsadvokat Søren Gade, Aalborg.

Politiassessor Jesper Rodkjær, som stod for politiets efterforskning, mener, at de fire sigtede hører til det led i svindelen, som har tjent et vist beløb på det lyssky foretagende.

Vognmandsfirma dømt

Som en udløber af smørsagen blev vognmandsfirmaet ATS I/S, Arden (efter transporterne omdannet til A/S), tidligere ved Landsretten dømt til at betale erstatning på knap 800.000 kroner til speditionsfirmaet uni-way, Aalborg.

Én ansat hos uni-way havde som en vennetjeneste over for vognmand Søren Lauersen i november 1994 udfyldt T-forsendelsespapirer på ét af smørlæssene med speditionsfirmaets faste kautionsgaranti på 200.000 kroner.

Så mente Told & Skat, at bordet fangede og hentede den resterende importtold og smørafgift hjem ved at beslaglægge uni-ways momsrefusion.

Det fik direktør Peter Søndergaard, uni-way, til at anlægge sag mod vognmandsfirmaet, en sag som uni-way vandt. ATS blev gjort erstatningspligtig og skal udrede pengene, hvis Peter Søndergaard ikke får Kammeradvokatens ord for, at de danske myndigheder på daværende tidspunkt kendte til svindelen og burde have advaret speditøren på forhånd.

Skiftede adresse

Da ATS-sagen i sin tid blev oprullet i Landsretten, fremgik det af forklaringen, at smørrets bestemmelsested i første omgang var Ravenna i Italien. ATS' agent ændrede imidlertid kursen til den lille by Lodi. Agenten hedder Ole Bach Jensen. Han er fra Aalborg og tidligere professionel fodboldspiller for FC Lugano, Schweiz.

I FC Lugano hed hans manager Volker Schmidt. Schweizeren anses - sammen med to italienere - for at være hovedmændene bag svindelen med det tjekkiske smør, der omfattede cirka 100 læs - eller 2700 ton til en værdi på 50 millioner kroner. Det er i det mindste den mængde, myndighederne har kendskab til.

I oktober starter en anden gren af smørsagen ved retten i Fredericia. Her er to personer fra speditørleddet tiltalt for svindel mod EU's kasse på 40 millioner kroner i unddragen importtold og manglende afgiftsbetaling. De to var i perioden fra november 1994 til august 1995 involveret i »forsvindingsnumre« med 15 læs tjekkisk smør, samme antal ladninger t-shirts fra Kina samt et par containere med cigaretter.

Politiets efterforskning i det sønderjyske har ikke kunnet påvise, at de to tiltalte har tjent ret meget mere end standardtaksten for speditører ved at begå bedrageri og dokumentfalsk til 40 millioner kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063