23948sdkhjf

Alt om Lastbiler

 

Hvad er definitionen på en lastbil?

Almindeligvis betegnes en lastbil som et motorkøretøj, der er beregnet til at transportere gods, og som har en tilladt totalvægt på mere end 3.500 kg.

 

Hvor mange lastbiler er der i Danmark?

Der er indregistreret 43.738 lastbiler over 3.500 kg på danske nummerplader (tal opgjort 31. maj 2023).

 

Hvor mange el-lastbiler findes der i Danmark?

Pr. 31. maj 2023 er der indregistreret 274 lastbiler over 3.500 kg med elektrisk drivline. Tallene dækker dog også over hybrid-lastbiler, som både har elmotor og en forbrændingsmotor. Antallet af el-lastbiler forventes at stige markant i de kommende år som følge af nye og flere elektriske lastbilmodeller, samt stigende krav fra kunder og samfundet, samt ikke mindst lovkrav, om at skifte forbrændingsmotoren ud med andre drivliner.

 

Hvad er de mest populære lastbilmærker?

I Danmark er det traditionelt de svenske lastbilmærker Scania og Volvo, der har domineret markedet. Tilsammen sidder de to mærker på lidt over halvdelen af markedet. Ud af den samlede bestand af lastbiler i Danmark er 28% Scania, mens 26% er Volvo. Derefter følger de tyske lastbilmærker Mercedes og MAN.

 

Hvad koster det at have en lastbil?

Det afhænger fuldstændig af lastbilens type, anvendelse og opbygning. En simpel lastbil af trækker-typen (til at køre med alm. trailere med gods) vil være relativt billig i indkøb og drift. Omvendt vil en lastbil med fx en stor kran, pumpe eller andet kompliceret udstyr og opbygning til at udføre specifikke arbejdsopgaver være dyr i både indkøb, drift og service.

 

Hvad koster det at køre 1 km i lastbil?

Det kan man igen ikke svare entydigt på. Nogle lastbiler er bygget forholdsvist simpelt til at køre gods over lange distancer med så lavt brændstofforbrug som muligt. Disse lastbiler vil have en relativt lav km-udgift. Andre lastbiler, fx kranbiler, slamsuger, bjærgningsbiler e.l. har en stor, tung og kompliceret opbygning, bruger meget energi til fx at krane, suge eller bugsere og transportere sin egen vægt, og kører samtidig mest over korte afstande – og har derfor en meget høj udgift pr. km til brændstof, service og vedligehold.

 

Hvor lang tid må man køre lastbil?

Lastbilchauffører er omfattet af en række love og regler til at regulere deres arbejds- og køretid. Formålet er både at undgå udnyttelse af chauffører og undgå ulykker med trætte chauffører på vejene. Mest kendt er køre-/hviletidsreglerne, som er et indviklet regelsæt. I hovedtræk betyder køre-/hviletidsreglerne, at en lastbilchauffør højst må sidde bag rattet i 45 timer om ugen – og maks. 9-10 pr. dag efterfulgt af et hvil på typisk 11 timer (minimum).

 

Er der mangel på lastbilchauffører?

Mange lande melder om mangel på kvalificeret arbejdskraft til at køre lastbil. Herunder også visse dele af vejtransporten i Danmark. Årsagerne kan være mange – beskeden løn, lange arbejdsdage, lav prestige og ofte må en lastbilchauffør overnatte i bilen, når den daglige køretid er brugt op. Andre steder i Europa og Nordamerika melder brancheorganisationer om, at der mangler titusindvis af lastbilchauffører – og tendensen forventes kun at blive forværret i de kommende år.

Send til en kollega

0.032