23948sdkhjf

Østjysk fragtmand holder chauffør-fødekæden stram

Hos fragtmandsfirmaet Ø.S.G. i Taulov har man i den seneste årrække sat op til flere sejl til for at få nye chauffører ind i firmaet og til branchen generelt. Det er tiltag, der tager tid væk fra den daglige produktion, men det er en nødvendighed i en hverdag, hvor lastbilchauffører ikke hænger på træerne

Hvis der også skal være danske chauffører i fremtidens lastbiler, er man selv nødt til at uddanne nogen og gøre et benarbejde for at få nye folk til. Også selv om det tager tid og kræver, at eleverne i perioder er væk fra lastbilerne for at gå på skole.

Det er filosofien hos fragtmandsfirmaet Ø.S.G. i Taulov, hvor man i de seneste år har gjort en ekstra indsats for at få flere unge peget i retning af virksomheden og transportbranchen generelt.

Ø.S.G. holder til på fragtcentralen på Europavej i Taulov - det trafikale smørhul uden for Fredericia med forbindelser i alle retninger og et centrum for en stor del af landets godstransport.

- Vi gør meget for at få nogle unge mennesker ind i firmaet. Vi har lige nu ti lærlinge, og derudover har vi to chauffører på merit. Det er to af vores chauffører, som får mulighed for at blive faglærte chauffører, siger adm. direktør hos Ø.S.G., Henrik Leander Herum.

Sammen med firmaets anden direktør, Ulrik Riis Petersen, har han sat Lastbil Magasinet stævne på fragtcentralen til en snak om virksomheden, hvor især lærlinge og uddannelse fylder mere og mere i det daglige.

”Lærlinge-vognen” på tur

Ø.S.G. har i dag 50 biler totalt set. Det er en vognpark med hele paletten fra Sprintere til lastbiler. Dertil kommer 60-70 hængere og løstrailere i firmaet, der er en del af Danske Fragtmænd-netværket.

Virksomheden har en stor del af sin kørsel i Fredericia, Kolding, Vamdrup, Vejen, Brørup og over til Billund, som man dækker inden for fragtmandssystemet.

- Vi kører nok med 35 biler inden for stykgods. Derudover har vi noget krankørsel og noget firmakørsel. Vi kører for eksempel murerprodukter og vinduer, siger Henrik Leander Herum.

Firmaet tæller 82 medarbejdere. Og hvorfor er der så egentligt langt flere medarbejdere, end der er biler? Jo det skyldes, at 14-16 af bilerne ruller i døgnets 24 timer og bliver betjent af hver to chauffører – og det er med kørsel i hele landet.

Og det er en trofast skare, der kører ud fra Europavej. Ud af de 82 medarbejdere har flere end 40 ansatte nemlig været i firmaet i mere end ti år

- Ja, vi har haft nogle gode og dedikerede medarbejdere gennem årene, fremhæver Ulrik Riis Petersen.

Men der skal altså mere ungt blod til branchen. Det er de to direktører og ejerledere enige om.

Og hvordan får man så de unges øjne op for chaufførbranchen? Jo det gør man for eksempel ved at være synlig lige netop dér, hvor de unge er. Sidste sommer var fragtmanden for eksempel forbi Juelsminde Havnefest med ”lærlinge-vognen”, der er en brugt Mercedes-forvogn, som firmaet har lavet i stand, og som er dedikeret de unge lærlinge. I oktober havde man skoleklasser inde på fragtcentralen, der fik som opgave at pakke en bil og planlægge en rute, og i slutningen af året havde man hele 100 skoleelever - plus forældre - på besøg til at høre om hverdagen hos Ø.S.G. og livet i transportbranchen generelt. Dertil kommer, at firmaet har chauffører, der fungerer som ambassadører i det roadshow, som er en del af kampagnen "Job i transport", der har til formål at tiltrække flere til transportbranchen, og som har kørt derudad med besøg på skoler rundt i landet siden 2016.

- Vi bruger mange ressourcer på at sende lærlinge med på ”Job i transport”. Og de lærlinge, dem mangler vi jo et eller andet sted her her i vores produktion. Men det er jo ligegyldigt, for vi er som branche simpelthen nødt til at gøre noget for at få nye chauffører. Der er mange virksomheder, der læner sig tilbage og sidder og venter på, at der er en ledig chauffør et sted, og så napper man ham. Men gør vi alle sammen det, så går det jo helt galt, siger Henrik Leander Herum.

”Normal arbejdstid” trækker

Men hvad kan et firma som Ø.S.G. så tilbyde et ungt menneske, der vil gå i jeres retning?

- Inden for vores branche kan vi tilbyde en stort set normal arbejdstid. At man arbejder inden for dagtimerne. Vi arbejder i nærområder, og jeg tror, at det er noget af det, der trækker lidt. Når vi er ude at prøve at rekruttere nye medarbejdere, kan jeg mærke, at noget af det, der trækker, det er den nærhed, vi har med kunder og kollegaer. Vi gør meget ud af at arbejde i grupper. Der er ikke noget, der hedder sololøb her hos os. Hvis der er én, der skal have hjælp til at læsse noget uhåndterligt gods, så er der lynhurtigt 2-3 mand, der hjælper vedkommende, siger Henrik Leander Herum.

- Jeg mener, at den uddannelse, vi kan give de unge, er en meget alsidig uddannelse, hvor du prøver rigtig mange ting. Her kører vi med alt mulig slags gods, der skal håndteres på hver sin måde. Og har du været fragtmand, og kan du håndtere det, så kan du næsten det hele, siger Ulrik Riis Petersen.

Men er det så lykkedes jer at få de unge mennesker ind i folden?

- Ja, vi har for eksempel en ung gut, der lige er blevet 18 år. Han har været hos os et halvt år. Han kommer oppe fra Brønderslev. Og vi har en ung kvinde, der kommer fra Randers. Og de var 17 år, da de kom i lære hos os, siger Henrik Leander Herum.

Og her peger både han og Ulrik Riis Petersen på, at de meget gerne ser reglerne lavet om, så man kan begynde at tage stort kørekort, mens man er 17 år. På den måde er man parat til at sidde bag rattet i en lastbil og køre for virksomheden, lige så snart man er blevet 18 år. Der er ifølge de to virksomhedsledere simpelthen for langt et slip, fra folkeskolen slutter, og til de unge mennesker kan fungere som fuldblodschauffører. Og samfundet taber derfor for mange potentielle chauffører på gulvet, lyder vurderingen.

- Det handler jo egentlig bare om at tage en politisk beslutning og lave tingene om, siger Henrik Leander Herum.

Europa-Kommissionen offentliggjorde i øvrigt 1. marts i år sit forslag til EU-kørekortdirektivet. Forslaget indebærer blandt andet en mulighed for, at 17-årige kan begynde at køre lastbil under ledsagelse af erfarne chauffører og gennem lærepladser. I hele EU er der nemlig kun 6 procent af erhvervschaufførerne, der er under 25 år, og det nye forslag er derfor tænkt som en måde at mindske gabet mellem den alder, de unge har, når de afslutter skolen, og til de får lov til at blive erhvervschauffører.

Unge på ret køl

Her klokken ti en torsdag formiddag er godset hos Ø.S.G. sendt ud på vejene. På lageret har Ø.S.G. blandt andet ansat en mand med autisme, som kører rundt med en elektrisk palleløfter.

Gennem tiden har fragtfirmaet også med held hjulpet unge mennesker med en svær tilværelse og baggrund på ret køl og godt ind på arbejdsmarkedet.

- Der er nogle mennesker, der går rundt derude i samfundet, som umiddelbart kunne virke afskrevet, fordi ”systemet” har puttet dem i den forkerte kasse. Og der går nogle mennesker rundt derude, som vil være fantastiske for vores erhverv. Nogle af de bedste folk, vi har, har engang været utilpassede unge, men der er altså nogle krummer i dem, siger Ulrik Riis Petersen.

- Vi har en chauffør, der var afskrevet af kommunen og måske kunne ligne én, der skulle være på kontanthjælp resten af sine dage. Men han er simpelthen bare suveræn. Han kan det hele, siger Ulrik Riis Petersen.

Men hvad skal man så kunne i fragtfirmaet i Taulov?

Først og fremmest skal man være troværdig og pligtopfyldende, for det er ifølge Henrik Leander Herum og Ulrik Riis Petersen kerneværdier i firmaet, for når der kommer en fragtbil fra Ø.S.G., skal og bliver tingene gjort ordentligt.

- Det handler om at være løsningsorienteret og akkurat, siger Ulrik Riis Petersen.

- Vi kan ikke lave noget halvt og så bare smutte igen. Det går ikke. Er det en af vores biler, der kommer forbi, så kan man stole på os, siger Henrik Leander Herum.

Vil op på 12 lærlinge

I begyndelsen af 2023 har Ø.S.G. oplevet en nedgang i godsmængderne på cirka 15 procent sammenlignet med januar-februar 2022. Denne afmatning betyder, at firmaet lige nu fint kan følge med på medarbejderfronten. Men sådan var der ikke for bare et år tilbage. Her stod to kranbiler stille i 3-4 fire måneder på grund af mangel på chauffører til at køre dem. Og sådan noget er selvfølgelig uholdbart.

Derfor er rekrutteringen også noget, der bliver arbejdet med hele tiden og igen. Henrik Leander Herum er blandt andet dommer ved DM i Skills - hvor det i øvrigt lykkedes firmaet at hive en praktikaftale med en ung kvinde hjem - og samtidig fungerer han som censor på transportuddannelsen. Selv om det tager tid væk fra den daglige produktion, er det ifølge Henrik Leander Herum timer, der er rigtig godt givet ud for Ø.S.G. Dels fordi firmaet får en føling med kommende generationer af chauffører, og dels fordi det også giver muligheden for at spotte nogle talenter.

For nylig var de to Ø. S.G.-direktører i øvrigt nominerede som Årets Ejerledere i Region Sydjylland. En pris, de dog ikke løb med. Men der bliver altså lagt mærke til virksomheden i omverdenen, når den gør sit til at holde chauffør-fødekæden stram.

Hvad skal der ske med Ø.S.G. herfra?

- Vi har hele det her opsæt, vi har lavet nu, med ti lærlinge. Men vi skulle gerne op at køre med 12 lærlinge ad gangen, sådan at vi hvert eneste år kan udklække et sted mellem to og tre lærlinge som nye, uddannede chauffører. Det er vores mål, at vi stort set skal have tre nye lærlinge ind i vores forretning hvert år. At vi egentlig er selvforsynende med chauffører. På den måde er vi med til at dække den naturlige afgang med mange folk, der går på pension, og som også er den store udfordring i vores samfund generelt, siger Henrik Leander Herum.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109