17 minutter gik der, før de røde lamper blinkede, og kassemesteren kunne melde 'alt udsolgt'.
Jo, der var rift om millionerne, da Vejdirektoratet tilbage i august åbnede for ansøgninger til puljen med tilskud til elektriske lastbiler og ladestationer hos vognmændene.
Kan man dermed sige, at tilskudspuljen var en 'succes', som transportministeren for nylig udlagde det på en konference om netop grøn omstilling af den tunge transport? Tja, man kan i hvert fald sige, at der var interesse for sagen, og at danske vognmænd over en efterhånden bred front har mod på at investere i lastbiler med nye drivline-teknologier - også selvom der stadig er en merpris, tilskud eller ej.