Mand er i kritisk tilstand efter ulykke på Sallingsundbroen
En mand var onsdag aften i kritisk tilstand efter et færdselsuheld på Sallingsundbroen tidligere på dagen.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Bøje Hansen.
Ulykken har skabt store trafikale problemer hele dagen, og en vognbane har været spæret flere timer, oplyser han.
- Der er åben for al trafik igen, oplyser vagtchefen.
Ulykken skete, da en varevogn blev ramt i siden af en lastbil, fortæller vagtchefen.
- Varebilen kommer kørende hen over Sallingsundbroen, da føreren kommer til Salling, foretager han en U-vending. Der kommer en lastbil bagved, der kører direkte ind i førersiden af varebilen, oplyser Anders Bøje Hansen.
Politiet har ikke haft mulighed for at afhøre manden, da hans tilstand er kritisk.
- Han bliver fastklemt og kommer slemt til skade. Han bliver herefter kørt med udrykning til Viborg Sygehus, fortæller vagtchefen.
Hans pårørende er underrettet, oplyser politiet.
Da køen var på sit højeste, var der mellem seks og otte kilometers kø på Mors, siger vagtchefen.
Sallingsundbroen forbinder øen Mors med halvøen Salling.
/ritzau/