Død gris skaber kø på motorvej
En død gris skaber onsdag morgen kø på E20Ø Motorvejen fra Vejle mod Fredericia.
Det fremgår af P4's trafikmeldinger.
Grisen ligger på selve kørebanerne og er øjensynligt faldet ud af en grisetransport, som holder i nødsporet længere fremme.
Sydøstjyllands Politis vagtchef fortæller til Ritzau, at det nu skal undersøges, hvordan grisen kunne falde ud af lastbilen. Umiddelbart tyder det på, at låsen til grisens bur er gået i stykker.
En dyrlæge skal også tilse de øvrige grise i transporten.
Ifølge Vejdirektoratet er vejhjælp på stedet, og det højre spor er spærret.
Køen er voksende, og den begynder lidt før motorvejskryds Skærup, skriver P4 Trafik lidt før klokken 08.00.
Bilister skal ifølge P4 Trafik regne med op mod 25 minutters forsinkelse på strækningen.
Vejdirektoratet venter normal trafik efter myldretiden.
/ritzau/