Stort cykelløb kan give køer på de danske veje

Når feltet tager hul på den 34. udgave af cykelløbet PostNord Danmark Rundt, bliver det med start på første etape på Bornholm og afslutning på femte etape i Silkeborg.
Cykelløbet varer fra tirsdag den 12. august til lørdag den 16. august, og i løbet af de fem dage kommer cykelrytterne i alt til at tilbagelægge en 683 kilometer lang rute med etaper på både Bornholm, Sjælland, Fyn og Jylland. Derfor kan trafikanter i store dele af landet forvente at blive påvirket af forlænget rejsetid.
Etaperne er:
1. etape: Nexø – Rønne
2. etape: Rødovre – Gladsaxe
3. etape: Kerteminde (enkeltstart)
4. etape: Svendborg – Vejle
5. etape: Hobro – Silkeborg
Sådan påvirker løbet statsvejene
Ruten bliver spærret løbende. Det sker typisk 20-25 minutter før, rytterne kommer forbi.
Vær opmærksom på, at ruten i alt er spærret i omkring 40 minutter. I start- og målbyerne vil vejene dog være spærrede i en længere periode.
På trafikinfo.dk kan man læse mere om de planlagte afspærringer på statsvejene.
Anden etape den 13. august
Etapen starter i Rødovre, og kort efter starten krydser feltet Motorring 4, hvor frakørsel 6 Albertslund N bliver påvirket. Ruten går nord for København og passerer blandt andet byerne Sengeløse, Hove, Stenløse og Ølstykke inden afslutningen i Gladsaxe.
Statsvejene vil blive påvirket i Veksø, Stenløse og Jørlunde. Derudover forventer Vejdirektoratet risiko for kø omkring frakørsel 6 Bagsværd ved Hillerødmotorvejen, da der er spærret ind mod Bagsværd fra klokken 15 til 18. Det falder sammen med myldretidstrafikken, og derfor opfordrer Vejdirektoratet trafikanter til at køre tidligere hjem eller finde alternative ruter.
Fjerde etape den 15. august
Efter starten i Svendborg går ruten nordvestpå til Faaborg og videre til Assens. Herefter kører rytterne videre til Middelfart, hvor de krydser den Gamle Lillebæltsbro og fortsætter mod Vejle, hvor etapen afsluttes.
Statsvejene vil særligt blive påvirket på Sydfyn, hvor rute 44 vil blive påvirket flere steder. Rute 131 påvirkes også særligt ved Assens.
For at rytterne kan komme til Vejle, skal de passere Den Gamle Lillebæltsbro, som derfor spærres for kørende trafik. På den sidste del af ruten ind til Vejle bliver en del af Fredericiavej spærret.
Forbudt at parkere på kørebane, cykelsti og fortov
På løbsdagen er al standsning og parkering på kørebanen til fare eller ulempe, da feltet skal kunne komme sikkert frem. Det er tilladt at parkere langs vejene i yderrabatten ved siden af vejen, men ikke på kørebane, cykelsti eller fortov. Det er op til politiet at afgøre, om en parkeret bil er til fare eller ulempe for cykelløbet og derfor skal flyttes. Følg altid den aktuelle skiltning om standsning og parkering.