Transportbranchen ligger i top, når det gælder arbejdsulykker og nedslidning.
For at vende udviklingen har BFA Transport (Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø) afsat en pulje øremærket midler, som nu giver transportvirksomheder adgang til professionel rådgivning og undervisning i arbejdsmiljø – helt uden omkostninger, oplyser Dekra i en pressemeddelelse.
Puljen er finansieret via virksomheders obligatoriske bidrag til arbejdsskadeforsikringen. Dermed er indsatsen allerede betalt af branchen selv, men virksomhederne får nu mulighed for at trække direkte værdi ud af de midler, de i forvejen indbetaler.
- Dekra er blandt de aktører, godkendt til at gennemføre møder og virksomhedsforløb under ordningen. Dermed kan transportvirksomheder få kvalificeret hjælp til at afdække udfordringer, styrke deres arbejdsmiljø og skabe en mere sikker hverdag – helt uden at det koster virksomheden noget. Puljen er både tids- og beløbsbegrænset, og indsatsen tilbydes derfor kun, så længe der er midler til rådighed, lyder det fra Dekra.