Hvad sker der i transportbranchen, og hvad er det for muligheder og udfordringer, vi står over for? D
et vil Scania Danmark gerne være med til at give et bud på og inviterer derfor til en dag i transportens tegn.
- Det er hos Scania i Ishøj, og vi holder det her, fordi branchen er i en rivende og konstant udvikling. Der sker meget, så derfor vil vi med den her dag skabe et sted, hvor vi alle, det være sig transportvirksomheder, chauffører, samarbejdspartnere, alle, der har en berøring med eller interesse i transport, kan mødes og have en dialog om det, der rører sig, siger Mohammed Taybi, afdelingschef i Scania Ishøj og en af Scania-kræfterne bag transport-eventet.
Det er lørdag 12. september på Industribuen 19, 2635 Ishøj. Det er gratis at komme ind, eventet er fra 10-17, og der vil være aktiviteter for børn i alle aldre dagen igennem.
Udover at vise masser af lastbiler frem, både dem der kører på diesel, og dem der kører på el, vil der også være mulighed for prøvekørsel af el-lastbiler, veteran-udstilling og mulighed for at få en snak med udstillende Scania-samarbejdspartnere, blandt andre HMF, TJ Bjergning og UnoX.
- Vi håber først og fremmest, at gæsterne får ny viden, bliver inspireret af os og hinanden og får nogle gode ideer, de kan tage med herfra. Vi vil gerne være den platform, som sådan et arrangement kan stå på, og vi glæder os til at se rigtig mange mennesker hos Scania, siger Mohammed Taybi.