23948sdkhjf

Lastbil ramte flere huse i Osted - barn blev kørt til tjek

Kl. 08.25 mandag rykkede rednings- og ambulancepersonale ud til et uheldssted, hvor en lastbil var forulykket og havde påkørt et par huse på Hovedvejen i Osted.

På uheldsstedet på den østlige side af Hovedvejen i Osted holdt en lastbil med sættevogn i en have og havde under uheldet påkørt to huse med skade til følge på både husene og lastbilen. Ingen øvrige trafikanter var direkte involveret i ulykken.

En 59-årig mand fra Horsens blev reddet ud af lastbilen og efterfølgende bragt til skadestuen til kontrol, efter at en alkometertest ikke havde givet noget udslag. Under opholdet på skadestuen fik den 59-årige dog udtaget en blodprøve til rutinemæssig undersøgelse for eventuelle ulovlige stoffer i blodet.

Også et barn i et af de påkørte huse blev for en sikkerhedsskyld bragt til skadestuen til kontrol efter at være blevet ramt af nedfaldne bygningsdele. Hverken barnet eller lastbilchaufføren havde pådraget sig behandlingskrævende skader.

Uheldsstedet og den østlige side af Hovedvejen blev afspærret, så trafikanter i nordlig retning blev ledt via Alfarvejen, mens færdselspolitiet og en tilkaldt bilinspektør undersøgte den forulykkede lastbil.

Politiet forlod uheldsstedet kl. ca. 12., hvorefter bjærgningskøretøjer skulle sørge for at få fjernet den forulykkede lastbil, som den 59-årige chauffør havde ført i sydlig retning ad Hovedvejen og var kørt via modkørendes vognbane ind i et træhegn ved haven, hvor den standsede efter påkørsel af de to huse, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063