Nu er datoen endelig sat for premieren på den danske lastbilfilm Asfalt.
Filmen, der undervejs har fået biografpremieren udskudt på grund af corona, får premiere i de danske biografer 11. maj. Det oplyser filmens instruktør, Charlotte Madsen, i et opslag på Facebook.
Filmen handler om den livstrætte Lasse (Michael Asmussen), der kører lastbil hele dagen, mens han nipper af en hemmelig flaske. Hans liv forandres, da en pige springer ud foran lastbilen. Lasse når at bremse i sidste øjeblik og opdager til sin store overraskelse, at det er René (Viilbjørk Malling Agger), som han ikke har set i over 15 år.