23948sdkhjf

Volvo afslører ny fuld-elektrisk bagaksel for større rækkevidde

Volvo Trucks har netop løftet sløret for en helt ny, fuld-elektrisk bagaksel på IAA-transportudstillingen i Hannover.

Den nye e-bagaksel giver plads til endnu flere batterier på lastbilen ved at integrere de elektriske motorer og transmissionen i selve bagakslen. Flere batterier betyder længere rækkevidde, hvilket igen skaber muligheder for, at fjerntransport med fordel kan elektrificeres. På de brint-elektriske brændselscelle-lastbiler, som Volvo vil introducere i anden halvdel af dette årti, er den ekstra plads praktisk til installation af andre komponenter.

- Dette er et gennembrud for elektriske lastbiler og et klart signal om, at der vil være en enorm efterspørgsel efter offentligt tilgængelige hurtigladere til tunge lastbiler i den nærmeste fremtid. Det gælder ikke mindst langs motorveje, siger Jessica Sandström, Senior Vice President for Global Product Management hos Volvo Trucks.

Supplerer det nuværende tilbud

Pt. kan ca. 30 procent af lastbilsflåden konverteres til el-lastbiler. Men for at nå de kunder, der har længere ruter, vil Volvo starte serieproduktionen af e-bagaksler inden for få år. Dermed vil det være muligt at forlænge rækkevidden til over 300 km uden opladning.

- Vi fortsætter med vores alsidige batterielektriske lastbiler, der allerede er i produktion i dag. De kan i øjeblikket dække en bred vifte af transportopgaver. Om nogle år vil vi tilføje denne nye e-bagaksel til kunder, der udfører længere transporter end i dag, fortsætter Jessica Sandström.

Volvo Trucks har lagt en tre-vejs strategi for at opnå nul-emission ved lastbiltransport. Det omfatter både batterielektriske lastbiler, brint-elektriske lastbiler med brændselscelle-teknologi samt lastbiler med forbrændingsmotorer, der kører på bæredygtige brændstoffer som biogas, HVO eller grøn brint.

- Forskellige tekniske løsninger er nødvendige for at tackle klimaforandringerne, da tilgængeligheden af energi- og brændstofinfrastruktur er forskellig fra land til land og fra region til region. Også kravene ved forskellige transportopgaver er forskellige, konkluderer Jessica Sandström.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219