23948sdkhjf

Flot og funktionelt multiværktøj

Morten Bang har fået opbygget en kranbil, der kan lidt af det hele. Vognmanden nægter nemlig at gå ned på udstyr


Min bil er som en skruemaskine.«
Ordene kommer fra vognmand Morten Bang, mens vi tager hans nye Volvo FH 500 i øjesyn.
»Det er et arbejdsredskab. Det skal være funktionelt, men det må også gerne være flot,« siger Morten Bang.
Det må siges at være lykkedes med opbygningen af vognmandens nye kranbil. Og hvis bilen vitterligt var en skruemaskine, så er den plukket på øverste hylde i byggemarkedet sammen med en stor værktøjskasse med ekstraudstyr.
Der er tale om en 4-akslet forvogn med en 92 tm Palfinger-kran. Bilen er opbygget med forskydelig bagende, samt et ekstra lad, for at kunne køre med udtrækshænger i den ene udførelse og med ekstra ladlængde på forvognen i den anden udførelse. For at køre med udtrækshænger som særtransport må forvognen højst være 9 meter.
»Det går lidt ud over læsseevnen/ladlængden, så jeg har fået den lavet med forskydelig bagende med et ekstra stykke, der kan sættes på,« siger Morten Bang, der driver sit firma med én bil fra Holstebro.
Udtrækshængeren, som er købt sammen med forvognen, kan trækkes ud, så vogntoget bliver 23 meter. Med den ekstra plade på kan forvognen blive 10 meter, og selvom det primært er kranopgaver, så tager Morten Bang ofte også en container med som returgods.
»Der er kun mig i butikken, så der skal være noget fleksibilitet i det til at løse mange opgaver. Det er også en form for fremtids-sikring.«

Dobbelt VBG-træk
Bilen har monteret luftstyret VBG-træk på både 9 og 10 meters udgaven. »Der er gjort meget ud af, at jeg skal lave så lidt som muligt,« siger Morten Bang med et smil.
»Men når man arbejder så mange timer, skal man jo også tænke lidt på arbejdsmiljøet. Og så meget dyrere er et luftstyret jo ikke i forhold til et manuelt træk, hvor man skal gå og rykke i en trækstang hele tiden,« konstaterer han.
Bilen har forbredningskamera bag førerhuset, som også kører via en knap i førerhuset. Der er bakkamera både på hænger og forvogn, og bilen har stiger i begge sider, så det er nemt at komme op og ned på ladet. Desuden er der udtræksstolper i begge sider, og så har Morten Bang fået monteret et tankanlæg i et af sideskabene.
»Jeg kommer tit ud til facadefolk, som gerne bruger en bomlift eller en sakslift. Skal de køre hen på tanken for at tanke, så er det billigere, at jeg lige trækker en slange ud, og så betaler de via fakturaen. Det sparer tid og penge,« forklarer Morten Bang, der kan tanke op til 300 liter på de forskellige maskiner.
Alternativt kunne Morten Bang også være behjælpelig med at leje dem en dieseltank – ligesom den driftige selvkørende vognmand også udlejer teleskoplæssere og materiel-containere.
»Man skal have flere ben at stå på,« konstaterer han – og det gælder altså både bilen, forretningen og kassen med ekstraudstyr.

Afgørende spejle
At valget faldt på en Volvo, var der forskellige grunde til. Morten Bang havde også tilbud fra Mercedes, men Volvos forstærkede frontramme gør det billigere at bygge frontben på bilen.
»Sideskabet på en Mercedes sidder også 10 cm højere end på en Volvo, og så kan jeg ikke komme ordentligt ind i skabet,« forklarer Morten Bang.
Det var dog i sidste ende et helt andet element, der var afgørende for vognmandens valg.
»Den primære grund var, at Volvo har de mindre sidespejle, som giver et større udsyn af hensyn til specielt cyklister.«
»Jeg har selv engang ramt en cyklist, som heldigvis kun brækkede armen. Men det gør, at du er meget opmærksom på, hvad der sker rundt omkring bilen. Det sætter sine spor,« siger Morten Bang.
Vognmanden går ikke så meget op i lir og gejl, så kabinen er ”kun” fra fabrikken – men dog med New York-førerhuspakken med bl.a. ventilation i sæderne, elevationsseng. Park Cool, lydsystem med subwoofer, dynamisk kørelys og Volvo Dynamisk Styring til at lette anstrengelserne ved rattet, samt fjernbetjening til at styre luft og lys mm. Ifølge vognmanden skulle bilen angiveligt også være den eneste 4-akslede Volvo herhjemme med fuld luft, forstærkning til frontben og tandemløft.

Stor rækkevidde
Bilen er opbygget hos Give Kranservice, og kranen er en Palfinger på 92 tm, som løfter ca. 350 kg ude i 37 meter.
»Ude i de rækkevidder løfter den lige så godt som en 130 tm. Og det er primært de lette montageopgaver, den er bygget til,« forklarer Morten Bang, som især kører mange glas- og facadeopgaver.
»Tendensen er, at vi skal nå længere og længere. Ovenlys bliver også mere og mere populært i bygninger, så det kræver lidt mere rækkevidde. Det var egentlig mere rækkevidden, jeg gik efter. Og så skulle jeg have forben på. Det kræves også flere og flere steder, hvor man skal ind i hjørnerne, og der ikke er meget plads at komme rundt på,« fortæller
Morten Bang.
Kranen har 6 udskud i flyjibben og 8 i hovedarmen. Der er selvfølgelig også spil på, og så er hydraulikken ført ud i flyjibben, så der kan køres med grab og andre hjælperedskaber. Med den nye kran har Morten Bang som noget nyt også fået en fastkurv.
»Der er ikke nogen i området omkring Holstebro, der har en grab, der går 30 meter ud. Det var for at tilbyde noget nyt og hjælpe nogle kolleger. Vi kan lige så godt hjælpe hinanden frem for at slagte hinanden, fordi der er sådan set arbejde nok til os alle sammen lige i øjeblikket,« siger Morten Bang.
Opgaverne er som nævnt især inden for glas og facader. Vognmanden råder selv over glassug lige fra 35 kg til 1.200 kg.
»Det koster penge at tjene penge. Og man må ikke gå ned på udstyr,« griner Morten Bang.
»Men det er nødvendigt, hvis jeg skal kunne løse alle de forskellige opgaver. Arkitekter bliver jo vildere og vildere, og tendensen er også, at man bruger glassug mere og mere.«
Morten Bang startede som selvstændig vognmand for ni år siden og har hidtil kun haft sin egen bil.
»Jeg skal heller ikke have flere biler lige foreløbig. Jeg bruger et netværk af kolleger i stedet for. Jeg lejer et sted mellem en og tre kolleger ind om dagen, alt efter hvad der er behov for. Så får folk den rigtige mand og den rigtige kranstørrelse til
opgaven.«

Altid kraner
Det har altid været kraner, der har været Morten Bangs speciale i lastbilfaget. Men det kom sig af en tilfældighed, da han i slutningen af forrige årtusinde kom i lære hos Tvis Vognmandsforretning – og her skulle man have krancertifikat.
Han havde dog sans for det og blev bl.a. dansk mester for lærlinge i år 2000 – og
siden har den altså stået på kraner for Morten Bangs vedkommende.
Den nye Volvo-kranbil er den kun anden bil i MB Transports historie siden begyndelsen for ni år siden. Den første kranbil var en MAN med en 45 tm Fassi-kran.
»Den har gjort det godt, så det er nu ikke fordi, at hverken bilen eller kranen fejlede noget, at jeg valgte noget andet den her gang,« fastslår vognmanden.
Forvognen er indkøbt sammen med en ny påhængsvogn, og hele trækket kunne i øvrigt studeres uden for Volvos hal på den nyligt overståede transportmesse i
Herning.
Morten Bang har tegnet servicekontrakt i otte år, så den periode skal det nye træk i hvert fald holde. Og med opbygningen og vognmandens alsidige repertoire af ekstraudstyr skulle der også være stor sikkerhed for at have masser af opgaver i de kommende år for den selvkørende vognmand fra Holstebro.

Artiklen er en del af temaet Forsidebilen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095