Transportminister Ole Birk Olesen (LA) åbner med ny lov for forsøg med selvkørende biler. ITD glæder sig over ministerens tilgang men opfordrer ministeren til også at tænke vejgodstransport ind i forsøgene.
Fra ITD’s side er der således tilfredshed med ministerens ambitioner på området, men der er også et klart ønske om, at vejgodstransporten får en plads i disse forsøg.
På forkant
Carina Christensen, administrerende direktør i ITD:
- Danmark skal være på forkant og bane vejen for, at de danske vejgodstransport- og logistikvirksomheder i lighed med deres udenlandske kollegaer kan udnytte de nye digitale teknologier og få del i det marked, der udvikler sig eksplosivt netop nu. Det kræver, at Danmark tester automatisering og digitalisering af transportområdet, fordi det vil kunne bidrage stærkt til at give Danmark et forspring i den stadig hårdere konkurrence på de europæiske veje.
Godskørsel godt sted
Vejgodstransport- og logistiksektoren er, ifølge Carina Christensen, et godt sted at starte test af selvkørende køretøjer. Teknologiudviklingen er i eksplosiv vækst. Desuden er transportbranchens mange typer af transporter en fordel, fordi man har mulighed for at teste på både de store overordnede linjer i transportkæden ned til de enkelte automatiseringer af transportkæden.
Oplagt
- Det er oplagt, at vores sektor bliver et af de områder, hvor man udvikler og tester anvendelsesmulighederne inden for selvkørende teknologier i praksis. En forudsætning for, at Danmark kan indtage en førerposition på dette område, er også, at det sker i tæt samspil mellem virksomheder, universiteter og myndigheder, så vi får skabt de lovmæssige rammer, så danske transportvirksomheder og potentielle teknologi- og systemleverandører kan teste ”i marken” og får testet automatiseringen og digitaliseringen af sektoren af. Her er den politiske vilje til at ændre billedet af Transport-Danmark helt central, tilføjer Carina Christensen.
Hun peger på, at midler fra Innovationsfonden med fordel kan bidrage til disse forsøg.