Kort før jul luftede vognmand Poul Jørgensen fra HV-Transport i Herning en ide til en anderledes kontrolform, der både kunne spare vognmænd og myndigheder for en masse tid.
Helt konkret foreslår Poul Jørgensen, der også er formand for Vestjyllands Vognmandsforening, at vognmænd frivilligt kan give myndighederne adgang til virksomhedernes tachografdata, så det hurtigt bliver opdaget, hvis tingene ikke foregår på lovlig vis. Han mener, at vognmænd, der frivilligt deltager i sådan en ordning, sender et signal til myndigheder og kunder om, at de er seriøse. Dermed ville politiet kunne koncentrere deres ressourcer i retning af de øvrige virksomheder og nemmere finde frem til dem, der tyer til narrestreger.