Der er stor efterspørgsel på ABAX’s produkter indenfor kørebøger, flådestyring og sporingsudstyr, hvilket en rekordvækst på 50 procent set over alle markeder understreger.
Nu bliver den kinesiske by Nantong epicenter i ABAX’s nye satsning, når et af verdens største og hurtigst voksende markeder skal erobres af den norske teknologivirksomhed.
»I forhold til både størrelse og potentiale er markedet i Kina enormt spændende for os. Og på trods af kulturelle og strukturelle forskelle sidder kinesiske virksomheder med de samme driftsudfordringer og krav til dokumentation, når man anvender køretøjer i arbejdet, som vi har i Europa,« siger Petter Quinsgaard, CEO i ABAX Group.
ABAX begynder at lancere sine produkter på det kinesiske marked i august.
Produkterne omfatter elektroniske kørebøger, produkter til flådestyring og sporingsudstyr til køretøjer. Desuden bliver en ny række produkter lanceret i løbet af andet halvår af 2016.
ABAX har de sidste år leveret gode resultater og viste i 2015 en vækst på 50 procent og omsætning på 286 millioner kroner. Selskabet har samtidig øget sin EBITDA til 40,4 millioner kroner.