Broarbejde efter påkørsel
Hylkedalsbroen på E45 vest for Kolding står foran vejarbejde de næste uger. Stålfugerne, som går på tværs af asfalten i hver sin ende af broen, er blevet udsat for påkørsel og skal udskiftes.
Broen vil være åben for trafik i begge retninger i hele perioden, men med reduceret vognbanebredde.
Stålfugerne er monteret i Hylkedalsbroen for at undgå, at vejen slår revner, når broen enten udvider sig i varmen, eller trækker sig sammen i koldt vejr.
»Desværre er stålfugerne blevet påkørt af køretøjer med for sænket undervogn og er blevet beskadiget. Det er beklageligt, da stålfugerne har en vigtig funktion. Hullerne har vi midlertidig fyldt op med asfalt, men det duer ikke i længden. Nu er det nødvendigt at udskifte dem. I den forbindelse beklager jeg de ulemper, arbejdet medfører for trafikanterne og naboer,« siger Vejdirektoratets projektleder Kirsten Riis.