Køge får kortere til København
Tilslutningsanlæg Vemmedrup på Vestmotorvejen ved Køge skal have to nye østvendte ramper i retning mod København. Det er Vejdirektoratet og Køge Kommune, der sammen betaler for, at rampeanlægget kan blive udvidet med de to nye ramper. Rampeanlægget har i forvejen to vestvendte ramper i retning mod Ringsted.
De to ekstra ramper vil sikre Køge Kommune endnu en genvej til motorvejen mod København og samtidig spare byerne Lille Skensved, Lellinge og Ejby for en del gennemkørende trafik, siger Flemming Christensen, der er borgmester i Køge Kommune.
Åbning i 2018
Ramperne kommer til at koste ca. 36 mio. kr., som deles ligeligt mellem Staten og Køge Kommune. Projektet er en del af Trafikaftalen fra 2014 og udføres af Vejdirektoratet.
»Vi ved, at ramperne har været et stort ønske i Køge i flere år, så vi er glade for, at der er faldet en aftale på plads mellem stat og kommune. Vi er i fuld gang med de sidste detaljer på projektet, så vi kan sætte gang i gravemaskinerne i foråret 2017 og være klar med nye ramper i 2018,« siger Robin Højen Madsen, der er projektleder i Vejdirektoratet.