Dansker præsident for asfaltforening
Den Europæiske Asfaltforening, European Asphalt Pavement Association, EAPA, med hovedkontor i Bruxelles, har tirsdag den 31. maj, efter sin generalforsamling i Prag, valgt John Kruse Larsen til formand.
Det er første gang, at en dansker er blevet valgt formand for foreningen.
John Kruse Larsen er desuden adm. dir. i asfaltvirksomheder Pankas og næstformand i Asfaltindustrien. Til næstformand for EAPA valgtes Christoph A. Hagemeier fra Tyskland.
Fokus på offentligt indkøb
John Kruse Larsen udtaler i anledning af valget:
»Det er en ære for mig at blive valgt, og det giver Danmark ”serveretten” på europæisk plan i forhold til at fremme branchens synspunkter til gavn for EU's lande og borgere.«
»Jeg vil især fokusere på det kæmpe vejvedligeholdelsesefterslæb der er i EU. For milliarder af euro vejkapital smuldrer, fordi vi ikke vedligeholder vores veje godt nok. Det skader samfundsøkonomien, for det er dyrere at lappe i forhold til at vedligeholde i tide, og det er ikke godt for trafiksikkerheden, for dårlige veje er usikre veje, som kommissær for transport, Violeta Bulc, senest har fremhævet.«
John Kruse Larsen tilføjer, at han også vil sætte offentligt indkøb på dagsordenen, hvor det alt for tit er pris her og nu og ikke miljøet og den langsigtede samfundsværdi, der er afgørende når stater, regioner og kommuner køber ind.
Fakta:
Den Europæiske Asfaltforening har 39 medlemmer og repræsenterer dermed majoriteten af europæisk asfaltindustri. Det er foreningens formål at være talerør for industrien overfor alle interessenter ikke mindst de europæiske institutioner i Bruxelles.